Det lette spinnefiskeri efter bæk- og regnbue

 

Jeg skrev efterfølgende stykke til Jens Ploug Hansens "Bækker og regnbue". Artiklen står som skrevet i midten af firserne. Steen Vinkel

 

For kedeligt fiskeri

Der er nok især to årsager til, at fiskeriet bliver for 'kedeligt' for mange fiskere ved det danske gennemsnitsvand. Den ene er for mange fiskere ved det typiske klubvand eller dagkort-stykke. Den anden årsag er for fantasiløst fiskeri. Dette udspringer nok af enten mangel på inspiration eller slet og ret for lidt viden om fiskeriet, samt hvordan man kan forbedre sine muligheder for flere og større fisk.

Den første faktor med overfiskede vande kan der ikke umiddelbart gøres noget ved, men en større vilje til at sætte sig ud over flok-mentali­teten og til at søge nye fiskevande vil hjælpe meget. Så vil man netop undgå, at den enkelte spinnefisker ikke kun besøger de samme vande år ud og år ind, som der er en helt klar tendens til nu. På den anden side er mange fiskere også et sundt tegn: Mange fiskere giver større magt bag forbundet, og dermed et bedre fiskevand og et sundere miljø.

Den anden faktor, det stereotype og fantasi­løse fiskeri, kan man derimod gøre en hel del ved. Hvis man her f.eks. starter med at kigge på, hvordan dette kommer til udtryk, vil løs­ningen også blive mere indlysende. Man kan tænke over, hvordan man selv færdes ved det stykke å, som oftest går ved, og fiske det igennem i tankerne, sving for sving. Så sammenholder man dette med, hvordan man har set andre gøre det, eller tager af sted en søndag, udelukkende for at iagttage, hvor­dan andre fisker stykket. Så vil man nok finde ud af, at den måde man selv fisker stykket på ligner den måde, de andre også fisker det på. Kort sagt: Mange steder starter man fiskeriet samme sted, fisker til de samme standpladser, fra de samme positioner, med stort set de sam­me grejer, og får selvfølgelig næsten det samme resultat ud af det. For lidt. Alt for mange fiske­re opfatter stien langs åen som en slags 'påbudt fiskeretning'.

Det er helt indlysende, at med disse odds imod sig er det for langt de fleste fiskeres ved­kommende kun småfisk eller nyudsatte fisk de fanger. Løsningen er lige så indlysende, som den er enkel. Den hedder variation eller diffe­rentiering af fiskeriet, såvel i det praktiske fi­skeri som i grej-valget.

 

Tidligt forårs billede fra broen ved Fruens Bøge.

 

Starten i Odense å

Siden maj 68, hvor starten gik, på fiskeriet i Odense å - efter mange års forurening - begyndte, har jeg boet ved og fisket på et af de stykker å i Danmark, hvor der går flest fiskere. Ret hurtigt rejste et problem sig. Det samme problem dengang som nu: Man vil gerne i kontakt med en ordentlig fisk, bare en gang imellem. Der er mange fisk og især fiskere, når der lige er blevet sat ørred ud, men efter ca. en måned er både de fleste fisk og dermed fiskere forsvundet. Langt fra alle fiskene er fanget eller gået ud i havet. Der må altså stadig være en hel del tilbage i åen. Efter nogle overvejelser dengang udvalgte jeg mig en af de bedste, og dermed også en af de sikreste standpladser på stykket. Jeg stod tidligt op, en dag jeg skulle i skole, og gjorde lige så meget ud af denne fisketur til min baghave å, som jeg ville have gjort ved en Jyllandstur.

Især dette ene sving gjorde jeg meget ud af, og efter megen kasten hist og pist, uden nogen som helst reaktion, gik jeg nogle meter opstrøms, maste mig ind imellem nogle buske, og derfra sendte jeg en flydende wobler ned i svinget, lige med strømmen, lige i hove­det på fiskene. Så skete der noget. Første fisk den dag var samtidig første fisk over de to kg.

Den dag i dag, mange år senere, er denne plads stadig en af mine mest sikre fangstpladser i Odense å ved Skovsøen. Det mest groteske er, at jeg stadig, den dag i dag, stort set har pladsen for mig selv, uagtet at stykket som før omtalt hører til de mest fiskede i Danmark.

Men den­gang som nu er en å mere end en enkelt eller to standpladser, Denne fiskeplads blev start­skuddet for et langt mere givende fiskeri. Flere stræk blev 'gransket'. Nye fiskeretninger blev udviklet. Der kom mange gode fisk på land.

Dette er helt givet den mest markante æn­dring i mit fiskeri - fra min første å-ørred i 62 og til nu. Fra sæsonen 71 og til 72 doblede jeg antallet af fisk over 30 cm, triplede antallet af fisk over 40 cm og for første gang fangede jeg mere end 3 bækørreder over den halve me­ter på en sæson. Senere forøgede jeg mine fang­ster endnu mere ved at lave mine egne spinnere og woblere. Men der gik nogle år, før jeg fik øjnene op for, at dette kunne føje endnu en dimension til fiskeriet.

Generelt kan man sige om det praktiske fi­skeri, at jo mere indsigt man har, desto mere er man i stand til at differentiere sit fiskeri. I det kommende vil jeg forsøge at orientere lidt omkring de muligheder man har for at færdes, fiske, fighte og lande mere effektivt. Dette skal endelig ikke opfattes som noget, der ligner en facitliste, intet ville være mere forkert.

 

 

Færdsel ved å og bæk

Det er klart, at det ikke er ligegyldigt, hvordan man færdes langs med åen. Det er også klart, at der i den forbindelse er forskel på både åer og ørreder. De sidste først. Hvis der er tale om fisk, der er opvokset i dambrug og dermed fra første færd er fortrolige med lyden af manden med foderet, opfatter de lydene som noget po­sitivt og har én måde at reagere på. Dette syn på menneskets lyde fortager sig hurtigt, når ør­rederne bliver udsat i naturlige omgivelser. Det er ligeledes klart, at dambrugsørreden aldrig bliver bange for vores lyde i brinken på samme måde som den naturlige fisk.

Med hensyn til forskellen på åerne, er der også en vis sammenhæng med forskellene på fisk, fordi der ved visse åer, hvor der også er regelmæssige udsætninger, færdes mange men­nesker. Ørrederne har disse steder kun få valg­muligheder. Enten vænner de sig til disse nye lyde eller også forføjer de sig. Men når ørreden i første omgang har valgt en standplads, er det fordi denne er attraktiv, og derfor vil ørreden være mindre tilbøjelig til at flytte sig.

Hvis man som eksempel tager Odense å, ved restaurant Skoven, så har man her en af de mest trafikerede kondistier i Danmark, plus at der er mange andre, der går tur her, lufter og træner deres hunde, og hvad folk nu ellers gør. Åen er på dette sted rig på fisk og standpladser, og ørrederne har vænnet sig til trafik og færd­sel. Her har fisken udviklet en anden måde at leve på. Ørreden skræmmes ikke af en deling fra Det Fynske Livregiment på stien. Den fort­sætter med at ringe. Men hvis en fisker går en meter nærmere vandet end stien, så holder fi­sken op med at ringe. Den har altså lært, at lyde på gangstien og rundt om skovsøen er ufarlige, næsten ligegyldigt hvordan de lyder. Skridt uden for stien, tættere ved åen, udløser de samme reaktioner, som man normalt ser hos andre ørreder i andre vandløb. Men det er en meget atypisk situation for ørreden, at den er blevet 'civiliseret'. Dette ekstreme og atypiske eksempel er ikke på nogen måde fællesnævner for de danske vandløb. Det er væsentligt mere interessant at se på mere almindelige situationer.

 

Forskellige slags støj

Jeg vil starte med at slå en pæl gennem det dogme, der hedder, at man ikke må snakke højt til hinanden ved åen, fordi det skræmmer fi­sken. Det er en klar fejltagelse. Man kan skråle højt og synge på livet løs, uden at dette går nævneværdigt ud over fiskeriet, da disse lydbølger ikke for­planter sig til vandet i væsentlig grad. Hvis man derimod tager sin fisketaske, termokande eller jokker på en gren, så den knækker, opnår man en skrækreaktion hos fi­sken, som ikke opstår med f.eks. transistor eller snakken.

Derfor må man altid være varsom med færd­slen ved åen og især de lyde, som forplanter sig ud i åen. Hvis man kender sit vandløb, så ved man også, hvor der skal passes ekstra på, og hvor fiskene plejer at være særligt sky under de specielle vejr- og vandforhold, der er i åen netop den dag. Det er klart, at dette har stor betydning især ved fiskeri i de mindste vandløb.

 

 

At læse vandløbet

Ved et nyt og ukendt vandløb er man nødt til at forsøge at 'læse' vandløbet: Hvor hård er brinken de forskellige steder, hvor meget vand er der på netop det stykke? Fisk, der står højt i vandet eller på lavt vand er væsentligt nem­mere at skræmme end en tilsvarende fisk på dybt vand. Ud fra disse overvejelser lægges et fisketempo, der langt hellere må være for lang­somt end for hurtigt.

Hvis man har valget mellem at kunne fær­des, hvor der er lidt blødt, eller hvor brinken er god fast, så vælg altid den bløde vej, også selv om det tager lidt længere tid. Uanset hvor du går, så pas på din skygge. Den må aldrig falde ud i åen, da dette vil advare ørreden i lige så høj grad som de lyde, der forplantes i vandet.

Der er selvfølgeligt gradsforskelle. Hvis man stiller sig tæt op ad et træ og står roligt, mens man fisker, betyder det ikke så meget, som hvis man placerer sig frit fremme ti meter fra det nærme­ste træ. Det samme gør sig gældende, hvis man står bag en busk, hvor bladenes skygger danner et åbent mønster på vandet. Det gør ikke så meget, om man udfylder nogle af disse huller i skyggen. Men undgå, at hele ens skygge falder ud i vandet og står skarpt aftegnet på bunden, evt. i et dybt hul. Det vil man hurtigt selv op­dage.

 

Hvorfor hugger fisken?

Som hovedregel kan man sige, at ørreden hug­ger for at få stillet sin sult. For standfiskenes vedkommende er det klart, de skal have en vis mængde føde for at kunne fungere og vokse i åen. Dermed må sultteorien være den primære hug årsag. En havørred vil oftest hugge for at hævde sit territorium.

Mange har oplevet, at en ørred først rea­gerer på den tredie eller fjerde spinner, man præsenterer den for. Der må altså være en for­skel på, hvad der appellerer til den enkelt ør­red.

For at arbejde med de to fænomener må vi se på fiskens sanser. Ørreden ser, hører eller lugter et bytte i vandet, som eventuelt kan være en lille fisk, der befinder sig i nærheden af ørre­den. Denne fisks bevægelser, udseende eller lugt bombarderer ørredens sanser med impul­ser og indtryk. I nogle tilfælde vil disse impul­ser udløse ørredens jage- og huginstinkt, og an­dre gange vil de ikke. I sidstnævnte tilfælde vil der være en anden faktor, der holder igen på ørreden. Denne faktor kan eventuelt være en mæthedsfaktor. Eller det kan være, at agnet ik­ke appellerer nok til hjernen og dermed de cen­tre, der udløser de omtalte jage- og huginstink­ter. Man kan i mange tilfælde 'oplade' ørredens sanser ved at gentage kastet nogle gange og give spinneren flere chancer for at bombardere fi­skens sanser og på den måde forøge chancerne for, at huginstinktet pludselig bliver udløst.

Man kan ofte, hvis man sætter sig ned et sted, hvor der er mulighed for at kunne iagttage ørreden, opleve, at der rundt om ørreden befin­der sig småfisk, som får lov til i timevis at svømme uantastede rundt lige for næsen af ør­reden. Så kan huginstinktet pludselig blive ud­løst, og en bestemt fisk bliver angrebet. Det kan være, at denne lille fisk har opført sig på en måde, som ørreden har registreret var anderle­des. Måske har den lille fisk været syg eller den har bare svømmet på en lidt anden måde end de andre i stimen. Under alle omstændigheder har dens bevægelser udløst det huginstinkt hos ørreden, som resten af stimen ikke var i stand til at udløse.

Det er derfor klogt, hvis man fisker efter en bestemt fisk at skifte agn nogle gange, selvom man har fanget godt hele dagen på en bestemt spinner eller wobler. Man kan prøve at lade spinneren falde nogle centimeter i vandet ved at stoppe indspinningen et øjeblik. Dette vil of­te kunne udløse huginstinktet hos træge fisk, som normalt ikke hugger. Men på grund af den nye 'servering' eller som følge af en ny position på brinken, vil fisken ofte kunne provokeres til at hugge.

 

 

 

Hvor står ørreden?

Der findes mange tommelfingerregler og tips og lige så mange undtagelser fra reglerne. Man kan derfor kun give nogle fingerpeg for, hvor man normalt finder ørreden i vandløbet, og hvilke forandringer ved vandløbet man bør ha­ve øjnene åbne for.

Man kan som et ganske godt fingerpeg sige, at ørreden står, hvor den med et minimum af arbejde kan få et maksimum af føde. Når man skal finde et sådant sted, må man kigge de ste­der ud, hvor hovedstrømmen brydes af forskel­lige forhindringer. Det kan være en sten på bunden, det kan være rødder fra et træ, der stikker ud i vandet eller andre ting, som danner et strømlæ. Det er i dette strømlæ, vi finder ørreden.

Hvis der er tale om et mindre strøm­læ, vil ørreden placere sig i den roligere bag­strøm, hvor den vil have mulighed for at iagtta­ge fødeemner, der passerer med strømmen til begge sider. I større strømlæ vil man ofte finde ørreden stående inde til en af siderne i strømlæ­et og ret tæt op ad strømmen, der passerer strømlæet.

Jo stærkere strømmen er, des hurtigere bliver ørreden nødt til at reagere for at få fat i det fødeemne, som passerer. Selvom ørredens form er strømlinet, er der alligevel en vis modstand, der skal overvindes, og det er klart, at den ikke opholder sig længere ude i strømmen end højst nødvendigt. Hvis der er tale om grøde i åen, vil den fun­gere som strømlæ på nøjagtig samme måde som strømlæet bag stenen. Fisken vil da også stille sig på næsten samme måde, på lur efter føde i læ for strømmen. Hvis der er regelmæssig grø­debevoksning i åen, og denne er af en vis stør­relse, vil det give fiskebestanden en mængde førsteklasses standpladser. Hvor de bedste standpladser er, vil man også finde de største ørreder. Kommer en stor ørred til en stand­plads, der er optaget af en mindre fisk, vil den oprindelige standfisk blive jaget fra standpladsen, øjeblikkeligt. Den bortjagede ørred vil da opsøge en anden standplads, der eventuelt er optaget af en endnu mindre fisk end den selv og jage denne bort og så fremdeles.

En af de situationer man bør være opmærk­som på som lystfisker er, når strømmen skifter retning, har hulet brinken eller gravet en rende langs brinken. Her vil man i mange tilfælde fin­de pæne fisk, hvis der er læ muligheder for strømmen, og det er der ofte ved denne slags render, da strømmen på bunden næsten aldrig er så kraftig som i overfladen.

Hvis man finder en naturlig opstemning af vandet, vil der næsten altid være fisk at finde på begge sider af denne. Man vil også, hvor en å snævrer ind, og vandmængden derfor bli­ver presset sammen, uvægerligt støde på fisk i det dybere vand. Ligeledes vil man foran sten, der laver et strømlæ, ofte kunne finde gode standfisk. Disse er dog som regel ikke så store som dem, der står bag stenene.

 

Hvis man skal nævne nogle af de ting, der bør få en lystfisker med et rutineret øje til at studse, må det være enhver form for ændring af åens eller bækkens retning. Det kan være hvirvler i overfladen, der viser, at her kører vandet rundt og dermed er dybere. Det kan væ­re en sten, som strømmen bliver presset heno­ver, og som laver en bølge på overfladen eller trærødder, som rager ud i strømmen.

Man må huske, at der findes mange tips og fingerpeg, men ingen teorier uden undtagelser. Jeg kender et sving i Vejle å, som er dybt, og hvor man har svært ved at se bunden, selv i den tørre ste sommer. Dette sving er fra gammel tid støbt i cement, og selv om jeg har fisket på stykket og dermed også i svinget igennem flere årtier, har jeg aldrig fanget en fisk på over 15 cm eller haft hug af noget, der var større. Da jeg så sid­ste sommer mødte en af de meget få lokale fi­skere på stedet og var faldet i snak med ham, spurgte jeg ham, hvordan det kunne være, at vi aldrig havde fanget en pæn ørred der. Han svarede, at der aldrig havde været nogen i det sving, men han havde alligevel igennem 45 år gjort som vi og taget nogle kast, når han allige­vel var nået dertil, og han havde heller aldrig fanget noget eller hørt om nogen, der havde.

 

Hvordan man fisker bækørred

Generelt kan man sige, at ved det letteste fiske­ri med spinnere fra 0,5 - 5 g, er den mest effektive måde at fiske spinneren på, absolut opstrøms. Dette skyldes flere forskellige faktorer. Bl.a. er det væsentligt sværere i mindre åer og bække at præsentere en nedstrømsspinner lige så na­turligt som ved opstrømsfiskeri.

Ved opstrømsfiskeri hjælper strømmen spin­neren ned i vandet, og man kan lade den synke efter ønske, før man begynder indspinningen. Der er dog også en tendens til, når man starter indspinningen, at spinneren naturligvis er sun­ket længere ned end linen. Når man så starter indspinningen med et lille ryk, vil spinneren befinde sig højere i vandet end før. Denne ten­dens er dog langt mere udtalt ved nedstrømsfi-skeri. Her må man ofte belaste spinneren bety­deligt for at få den ned på en vis dybde. Det gør fiskeriet 'tungere'. En anden ikke uvæsent­lig faktor, der gør det nemmere at præsentere spinneren naturligt ved opstrømsfiskeri, er, at det er forholdsvis problemfrit at lade spinneren danse hen over bunden mellem sten og grødek­latter på denne måde.

Nedstrømsfiskeri er for mig næsten altid synonymt med woblerfiskeri, også i det mindre vandløb. Her har en rutineret woblerfisker, der kender sine agn, efter min mening, optimale forhold. Han kan reelt altid finde en flydende wobler, gerne hjemmelavet, der kan stå og fiske i den rigtige dybde, lige i hovedet ørreden. Han kan lade den drive ind under nedhængende grene, der udelukker ethvert fluekast og starte fiskeriet præcist. Wobleren kan drives nedstrøm længere end noget almindeligt kast, etcetera etcetear.

 

 

Fejlmarginer

Ved UL-fiskeri i mindre åer og bække er for­skellen mellem et godt og et dårligt kast ikke, som ved normalt spinnefiskeri i større åer, et spørgsmål om måske en halv meter til den ene eller anden side. Nix, her er der ofte tale om en fejlmargin på under 5 cm., så kravene til at man kender sit grej og har rutinen i at bruge det, kan ikke overvurderes.

 

Nogen vil mene at dette er håbløst, det er det ikke. Disse mindste bække gemmer engang imellem kapital ørred.

 

Man skal også huske hele tiden at være dæk­ket for fisken, så den ikke bliver skræmt, hverken under fiskeri og fight. Her stilles der store krav til ens kasteteknik, som skal være absolut i top­klasse for at UL-fiske mellem skovens træer og buske med et godt resultat. Til gengæld er oplevelsen af at gå med et 4 eller 5' vidunder af en stang, et kvalitetshjul med en vægt som et halssmykke og 0,10 line med en hjemmelavet halv grams spinner. Hvor man må liste og kravle det bedste man har lært for ikke at skræmme de sommersky toptrimmede ørreder, der står mel­lem bækkens sten eller under ellebuskens kroge­de grene - det er en oplevelse, man kan tage frem vinter efter vinter, når tankerne går mod varme, fuglesang og trinde ørreder i sommer­dragt.

 

Skridtstøvler er meget anvendelige til dette fiskeri, da man ofte, når der er grøde i åen, gerne vil fiske i renderne mellem grøden. Så tager man sig god tid til at vade til en position, hvor man kan foretage det rigtige kast op imel­lem grødeklatterne. Men inden man når så langt, vil man ofte finde ud af, at fiskene bliver lige så skræmte af bølger i overfladen som af rystelser i brink og bund. Derfor må man udvise en ærkeengels tålmodighed, når man søger hen mod den rigti­ge plads at kaste fra. Når man så endelig kom­mer frem uden at have skræmt ørrederne, vil fiskeriet også mange gange belønne ens tålmo­dighed. Ydermere er det altid de største ørre­der, der først bliver skræmt og er mest forsigti­ge. Det er bl.a. derfor de er blevet store.

 

 

Endnu et dejligt stykke å, her er det Grene å, et af Grindsteds fine stykker. Ved denne mindre å er det tvingende nødvendigt at man kender sit grej og sin å når kastet lægges i forhold til standpladsen.

 

Agnens nedslag i forhold til ørreden

Det må oftest være en fordel, at agnens nedslag i vandet foregår så ubemærket som overhove­det muligt for ikke at skræmme eller gøre ørre­den mere agtpågivende. I nogle tilfælde kan et nedslag inden for ørredens synskreds dog virke stimulerende for huginstinktet. Medens et nedslag, som ligger lidt længere væk og gerne i yderkanten af fiskens synsfeldt, kan være en god ide til at pirre en ikke særlig villig ørred.

Generelt kan man dog sige, at, hvis man ka­ster efter en bestemt fisk, så skal man tage høj­de for både strøm og den dybde, ørreden står i. Læg kastet derefter, så man har placeret ag­net i den bedst tænkelige position, når den pas­serer ørreden. Det er klart, at der er forskel på, hvor langt man skal kaste forbi ørreden ved op­strøms- og nedstrømsfiskeri, afhængigt af strøm og dybde. Eksempel: Jo stærkere strøm, des me­re tid skal agnet have for at nå den ønskede dybde ved opstrømsfiskeri.

Hvis man ikke har nogen bestemt fisk at ka­ste til, lægger man kastene de steder, hvor man ved, der bør stå fisk.

I en situation med et lille strømlæ midt i strømmen, bør kastene ligge et passende stykke foran strømlæet, både fordi der skal være tid til at placere agnet i den rigtige dybde, og fordi ørreden, der står frit fremme i åen, naturligvis vil være lettere at skræmme end en ørred, som trykker sig dybt i et sving.

På grund af strømlæets størrelse og natur vil det ofte vise sig bedst ikke at lade agnet pløje over stenen og ned i hullet med det samme. Læg derimod et par kast på hver side af strøm­læet. Det er langs strømlæet ude i strømmen, ørreden ser langt det meste føde passere, og derfor også her den vil være mere tilbøjelig til at følge agnen og hugge.

En anden god plads er f.eks. et stort strømlæ, hvor vandet vender og kører rundt bag en stor sten. Her ser ørreden føde 'køre rundt', og der­for er der også mulighed for at lægge nedslaget tættere på ørreden i selve strømlæet. Ved fiske­ri her bør man lægge kastene meget spredt og prøve flere forskellige dybder, da strømmen of­test er meget forvirrende og ikke umiddelbart til at overskue.

I denne situation, hvor man skal fiske en ør­red, som står imellem et par grødeklatter, giver det næsten sig selv, at agnen helst skal passere ned imellem grøden. Derfor skal nedslaget også ligge oven for grøden i en sådan afstand, at man kan nå at placere agnen rigtigt i vandet, inden den når frem til ørreden.

 

Eksempler ved nedstrømsfiskeri

I en situation hvor man skal fiske nedstrøms til en ørred i et mindre strømlæ, vil det i de fleste situationer være en fordel at bruge en flydende wobler af Rapala eller Nils Master-typen, da det her vil være bedre at lade agnen arbejde sig selv igennem hullet, langsommere end man er i stand til at gøre det med en spinner.

F.eks. kan man forestille sig, at det drejer sig om en lille fisk, som forsøger at holde sig op mod strømmen, og som benytter strømlæet til en kort hvilepause, før den igen går op mod strømmen. Spinneren kræver hele tiden et mi­nimum af vandmodstand for at kunne rotere, og netop i strømlæet, hvor den lille fisk ville sætte farten ned for at spare på kræfterne, vil man med spinneren blive nødt til at sætte far­ten i vejret for at sikre sig, at spinneren roterer. Derfor wobleren.

Ved nedstrømsfiskeri i et sving vil strømmen altid i større eller mindre grad søge at presse agnen ud af hovedstrømmen og dermed også væk fra fisken. Derfor er man nødt til at kaste mere direkte til fisken.

Det skal selvfølgelig kraftigt pointeres, at dis­se eksempler ikke dækker 1/10 af de mulige si­tuationer ved åen, og det er lige så selvfølgeligt, at disse eksempler kun kan bruges som rette­snore.

 

Når fisken hugger

Ved det helt lette fiskeri får man ofte varsler om, at fisken snart hugger. F.eks. hvis der rejser sig en bølge bag spinneren. Eller hvis man fore­tager et kast op i et hul, hvor man ved, der er fisk: Når man så mærker hugget i stangen, giver langt de fleste helt automatisk tilslag, også selvom de aldrig har haft ørred på. Man bør altid, så vidt det er muligt, tage højde for, hvor langt fisken hugger ude p.g.a. den tynde lines større elasticitet. Modhugget på 10-12 meter line skal være mere kontant og om muligt hurtigere end modhugget på 2-3 meter line. Et tip kan være, hvis man ser ørreden tage spinner eller wobler, at man ikke må give til­slag, før man mærker hugget i stangen. Ellers mister man langt de fleste fisk, fordi man flår agnet ud af munden på ørreden. De første mange gange vil den urutinerede fisker uvæger­ligt give tilslaget, når han ser fisken tage agnet og vil oftest sidde bagefter og ærgre sig over tabet af fisken.

 

Når man skal lande en god fisk, er det værd at planlægge fighten så man ender et sted med mulighed for en sikker landing.

 

Hvordan man fighter fisken

Når fisken har hugget, begynder fighten med fisken. Hvis der er tale om en pæn fisk, fighter man fisken roligt og med omtanke. Man forsø­ger at undgå, at fisken springer. Det sker, hvis man lægger et for stort pres på ørreden. Når fisken springer, er chancen for, at den slår sig fri af krogen væsentligt større, end hvis fisken er i vandet. Og de tynde liner kan vel også knække, hvis en stor fisk lander på linen. Derfor bør fiskeren nøjes med at lægge et vist konstant pres på fisken. På den anden side må man selvfølge­lig heller aldrig give en pæn fisk løs line eller for lidt pres.

Når fisken er under kontrol, kigger man sig rundt efter det bedst egnede sted at lande den. Hvis man står ude i vandet, er det ofte klogest at søge ind til bredden og fortsætte fighten der. Man skal selvfølgelig søge at holde fisken væk fra grøde, grene, pæle og lignende, da det ikke er så få fisk, der har genvundet friheden ved at bore sig ned i grøden eller gå en tur rundt om en pæl. Stangen skal holdes hævet, og vink­len mellem stang og fisk skal være omkring 90°, da det er her de fleste stænger arbejder bedst, og fiskens bevægelser bedst bliver opfan­get af stangen. Når man fighter ørreden, må fisken helst ikke komme længere ind, end stangens længde, da stangens muligheder for at opfange ørredens bevægelser herved bliver reduceret til næsten lig nul.

Det gælder i det hele taget om at bevare ho­vedet koldt under fighten og sørge for at fighte fisken med hovedet og ikke med de vilde kraf­tudfoldelser med arme, ben og stang.

Det ser ofte ud som om lystfiskere tror, at jo hurtigere de får fisken i nettet, des bedre. Nej, den bedste måde er uden tvivl den rolige, velovervejede fight, hvor fisken bliver holdt i vandet med et jævnt og roligt pres, uden der går panik i hverken folk eller fisk.

 

Bækørreden lige når den tager agnet.

 

Landing af ørreden

Landing af fisken er et af de kritiske øjeblikke, hvor det gælder om at reducere alle tænkelige muligheder for uheld så meget som muligt. Nøgleordene er igen overblik og koldblodighed. Alt hvad man foretager sig, skal være velover­vejet: Fisken skal være parat til at blive landet, hvilket vil sige, tilpas udtrættet, nettet skal helst være placeret i vandet, så man ikke skal til at lave ekstra bevægelser, som fisken kan blive skræmt af. Nettet holdes skråt nedad med forkanten, så strømmen kan udspile netposen mere eller mindre. Derved opnår man to fordele: At bag­væggen i nettet bliver holdt bagud af strøm­men, samtidig med at forkanten af nettet ligger umiddelbart under ørreden.

Jeg foretrækker at lande ørreden bagfra men de er også en smags sag.

 

 

Grov bækørred fra Holtum å

 

Landing uden fangstnet

Hvis man har glemt sit fangstnet kan man også med rimelig sikkerhed lande selv ret store fisk med hænderne. Der kræver dog i langt højere grad, at man bevarer hovedet koldt og fisken under kontrol: Man placerer ørreden godt ud­trættet på samme sted, som ved landing med fangstnet, lige under overfladen, og med et ro­ligt og ensartet pres på fisken. Så bøjer man sig langsomt fremover med stangen i den hånd, hvor det er mest passende, indtil man kan nå fisken, og med rolige bevægelser lader man fingrene finde det tykkeste sted om ryggen på fisken. Oftest vil det lykkes i andet eller tredie forsøg at finde det rette sted. Når man så har fundet stedet, lukker man stille og roligt grebet om fisken og strammer langsomt til. I dette greb kan man næsten altid transportere fisken ind på land og aflive den i sikker afstand fra vandet. Det er ikke så få store fisk, som har genvundet friheden med et sidste kraftigt slag med halen og er kuret ud i vandet igen. Grun­den til vigtigheden af, at grebet om fiskens bug skal være nøjagtigt er, at hvis grebet er for langt fremme på fisken, vil den glide bagud af hån­den, og så bliver man selv kroget! Hvis grebet er for langt bagude, så vil fisken få sig et chok, glide i vandet igen og med garanti tage endnu et udløb.

 

Genudsætning

Når ørreden skal genudsættes, skal det foregå, så fisken har så store chancer for at overleve som overhovedet muligt.

Den primære grund til, at mange fisk dør ef­ter at have været en 'tur på land', anføres ofte at være, at slimla­get er læderet eller der er sket en for stor ophobning af mælkesyre i musklerne.

Som før omtalt er det slimlaget, der sikrer fisken mod bak­terieangreb. Derfor gælder det helt indiskuta­belt om, i så høj grad som overhovedet muligt, at undgå at røre ved fisken. Man kan gøre det, at man klemmer modhagerne ind på krogen Det sikrer, at man langt nemmere kan få fisken af krogen i en fart, når den er 'på land'. Det næste man kan gøre er, hvis man ser fisken hugge, og der er tale om en fisk, som skal ge­nudsættes, at undlade modhugget. Dette vil i mange tilfælde betyde, at fisken selv hopper af. Hvis den stadigt hænger på, så giv den en masse løs line, løft den op i agnet. Virker dette heller ikke, så tag med to fingre i kæben og lirk spinderen af, på denne måde undgår man helt at befamle ørredens sider.

Hvis fisken er solidt kroget, f.eks. i gællerne, tages blinklåsen af eller linen klippes. Træk så spinneren baglæns igennem gællen og få den i vandet igen. Dette er den hurtigste og skån­somste måde, hvor ørreden er kroget dybt. Husk: Både for mennesker og ørreder er hurtig hjælp dobbelt hjælp.

Når fisken skal genudsættes, bruges denne fremgangsmåde: Hold fisken på 'højkant', hvis den er udmattet, indtil den er i stand til at stå af sig selv og svømme hen til et roligt sted og komme til hægterne. Et sted med en vis strøm er at foretrække, da den naturlige iltning af fi­skens gæller er langt bedre end 'frem og tilbage metoden', hvor man trækker fisken lige frem og tilbage. For at kunne gøre dette må man ha­ve et solidt greb om fisken, og det er en trussel mod slimlaget.

Så også her, er det et spørgsmål om omtanke.