(svar på debat indlæg)

Eksperter og ego

Nu vil de fleste der stadigt læser, nok velbegrundet undre sig over hvor det fører henad - det kommer. Jeg rendte for ganske nyligt ind i et par Fynske fiskekammerater på kysten og da vi egentligt var på vej hjemad og de andre lige havde været i Tyskland efter lidt af hvert, fik vi en øl medens vi pakkede sammen.

Jeg roste en af gutternes stang, en Amerikaner af kendt mærke som han dog var lidt led ved. Jeg spurgte hvorfor og han forklarede at det havde taget ham en god halv time, at få lov til at betalt en halv bondegård for den, fordi ekspedienten havde haft travlt med at lefle for en højt selvprofileret fiskergæst. "Jeg stod sgu med pengene i hånden og viftede, han kunne have klaret det på ti sekunder - men nej, jeg kunne sgu bare stå og vente, sådan havde han ikke råd til at opføre sig da han var i turistbranchen".

Vi beroligede ham lidt og sagde at det jo ikke var stangens skyld at sælgeren opførte sig som en selv i scenesættende, profilneurotisk nar, hvilket nok hjalp lidt. Så kom vi til at snakke om hvorfor? Hvad i vedkommendes liv, kan have lært ham at dette var i orden. De lever for pokker da af at vi kommer og handler med dem, det er jo rent "Damernes fiskemagasin"!

Jeg fortalte at jeg nyligt havde oplevet noget i samme retning, i en anden grejforretning ikke langt fra den første, kort tid for inden. Jeg havde skullet bestille nogle skeer til gør-det-selv spinnere over nettet og gik til betaling. her valgte jeg overførsel i stedet for kort, trykkede ind hvad jeg ville købe, trykkede videre til bekræftigelse men på de sidste to sider stod der ikke noget reg. nr. eller konto nr. Så måtte jeg gå tilbage og starte forfra, skrive numrene ned og genbestille varerne. Så gik der ti minutter, så blev jeg ringet op fra forretningen, hvor man lavede grin med at jeg havde bestilt det samme to gange. Jeg forklarede at jeg havde forventet at kunne se numrene, hele vejen, hvorefter han i tone og holdning lod mig forstå at jeg måtte være jordens største klovn. "Det er sgu da indlysende at man skal skrive oplysningerne ned med det samme", etcetera.

Den tredie af os, som en gang imellem er den tænksomme, konkluderede at det mest sandsynlige måtte være at det var erhervsmæssigt betingede tillærte færdigheder, frem for noget de var gået ind i diskenspringer erhvervet med. Hvilket også lyder logisk, uanset hvor dygtige de var som fiskere, kan de ikke klare en prøvetid hvis man opfører sig som et præmierøvh--. Så måtte det jo være egenskaber de havde tillært sig over tid i butikken, hvilket igen rejste et spørgsmål: Kan svagere mennesker blive så påvirkede af at de bliver spurgt til råds og er "eksperter" i deres begrænsede dele af fritidslivet, så det påvirker deres selvopfattelse i den udstrækning?

Jeg har i undervisningsmæssig sammenhæng anvendt / opfundet et ganske anskueligørende begreb, "Egorektikere". Udledt af "Anorektiker", altså en person der på grund af en psykisk sygdom, blandt andet har et urelistisk syn på størrelsen af egen krop. På samme måde forstår jeg en "Egorektiker" som en person der af psykiske årsager har et urealistisk ego. I den humoristiske ende også en "Autorektiker", altså en person der har et urealistisk forståelse af størrelsen af egen bil, kommende til udtryk i eksempelvis tåbelige skæve parkeringer; at man standser tyve meter fra en stoplinie eller foranholdende bil eller kører på midterlinien af vejen i stedet for i højre side som loven foreskriver etcetera etcetera.

Tilbage igen, vi har alle en etisk forpligtigelse til at opføre os ordentligt overfor andre, i hverdagen og ved fiskevandet. Vi skal ikke bruge egen formel rolle eller tilfældig mereviden til at fastholde andre i en "underrolle", det eneste det afslører, er vor egen "short commings" som mennesker.