(Debat indlæg fra fiskesite)

Glem rekordræs og sensationstrang

Engang i firserne, mødte jeg et par junior-fiskere på Enebærodde. Vi havde passeret hinanden, dem for udadgående, og jeg for indadgående. De stoppede lidt væk, vendte om, kom tilbage og spurgte mig me­re end normalt ud om, »hvad, hvornår, hvordan og hvorledes«. Jeg blev nysgerrig og ville gerne vide, hvorfor netop dette »forhør«. »Jamen, I fanger jo altid en hel masse havørreder, og så må I jo kunne no­get, som vi kan lære«. Jeg forsikrede dem, at jeg ikke havde set en fisk i dag, og for øvrigt kunne jeg som alle andre kystfiskere gå i flere dage uden at se et øje. Dette kom noget bag på dem, og om de troede mig, eller regnede mig for en dum og paranoid stodder, ved jeg ikke.

Det var da også først på vejen hjem, at perspektiverne i denne samtale gik op for mig i al sin gru. Er »vi«, der skriver eller bliver skrevet om, der af og til taler med den lokale fiskespalte-redaktør, der sludrer i grejbutikken osv., den direkte, bevidste el­ler ubevidste årsag til, at andre skuffes og føler sig utilstrækkelige, frustreres, fordi de ikke lever op til det billede, man meget nemt kan få af andre, når man læser f.eks. faglitteraturen, dagspressen eller lytter til sladderen i grejbiksen? Er lystfiskeriets opinionsdannere af i dag ved at slagte nor­men på grund af rekord-ræset efter flere, hurtigere og større fisk, mens de håbløst glemmer glæden ved at fiske

Hvis det forholder sig sådan, er det så bladene og journalisterne, der skal klandres for deres sensationstrang og indbyrdes kon­kurrenceræs? Er det ekspedient-eksperterne, der har hovedet fuldt af grej, hvor det hele går op i kulfiberprocenter og antal kuglele­jer? Eller er det en håndfuld profil-neuroti­ske skribenter, der glemmer processen til fordel for resultatet? Eller hvad er det? At svaret ligger i en kombination af disse og eventuelt andre årsager, føler jeg mig over­bevist om. Ligeledes at der pr. dags dato ikke er det store, man kan gøre ved det, ud over faktiske oplysninger til »gidslerne«.

Min »programerklæring«

Lad mig så gå videre og sige, at hugget, fighten og landingen af en værdig modstan­der, som for et øjeblik har taget al ens op­mærksomhed, stillet krav til ens koldblo­dighed og erfaring, opbrugt ens koncentra­tion og kræfter, selvfølgelig er kulminatio­nen og målet for ens fiskeri. Den må bare aldrig blive det eneste mål, for så reducerer vi lysten og basis for fiskeriet til en fyldt kummefryser, et polaroid billede i grej-bu­tikken og en bliknål med en parodi af en fisk. Sådan bør det absolut ikke være.

Lad os derfor »viske siden ren«, hver gang vi stiger ud af bilen og rigger stangen til. Lad os glemme »6 sikre kystfluer«, »flex på klingen«, »sådan fanger du din drømmefisk« og lignende nonsens... Alt sammen noget, der primært tjener til at profilere forfatteren og helst diskret skal anskueliggøre geniet på andres bekostning:

Med dette som en »programerklæring« og som en forhåbentlig vellykket rød tråd, vil jeg i det følgende komme lidt ind på, hvad jeg går og hygger mig med på kysten. Der vil også være en del om hjemmelavet grej og ditto fiskefilosofi. Hvordan jeg og andre engang imellem får held med at prø­ve noget van(d)vittigt? Alt dette iblandet en knivspids selvironi, garneret med en anelse sarkasme. Og så er der serveret: »Hyggehakket Kystfisker«. Der kan anbefa­les Mørrum-vand og eventuelt et glas mælk af hensyn til sure opstød. Velbekomme jer.