(svar på debat indlæg på fiskesite)

Det moderne meditative

(Kald bare efterfølgende for morbid ironi eller sarkasme - egal! Det kan være den løsning nogen søger)

 

Meditativ fluebinding

Vi sad fire fiskekammerater ved åen i foråret og nød vandet, engen, naturen i al almindelighed samt en enkelt fisk, medens vi snakkede løst og fast om blandt andet en fælles tur til efteråret.
Niels sad og mukkede lidt og adspurgt måtte han krybe halvvejs til korset og erkende at hans ægtefælle igennem ca. fyrre år, ville have ham med til meditativ strikning, selvfølgeligt for at han kunne lære at slappe af og føle sig selv, samt måske fordi hun ikke ville gå alene.
Som det behagelige og dybt medgørlige menneske han er, sagde han at det lød som en god ide, måske for bare at få ro. Da hans viv ofte er særdeles krigerisk når tingene ikke går efter hendes hoved, hvilket i øvrigt sjældent sker.

Vi kunne lige se det for os, Niels der sad og strikkede med de andre tamme efterlønnere af tresser generationen, i en ikke helt lukket pædagogisk rundkreds, medens de nikkede inkluderende overskudsagtigt til alle og snakkede om tv-charlie, som det lille trygge rum, hvor de kan blive bekræftiget i, at alt hvad de ikke har gjort er rigtigt. De kan spørge charlie (så slipper de for at tænke selv), de kan synge med charlie, (alle de samme sange som de afskyede i halvfjerdserne) og have ditto tv-værter som; Johnie Reimer, Kjeld og Hilda, Bengt Burg etcetera. Kort sagt intet ud over gamle Engelske forudsigelige serier som repeteres i det uendelige og aldrig griber forstyrrende ind i eventyr komaen man har indbagt sig i.
De mangler egentligt bare at man også synger mange lange bange sange om alle de ting der altid har skræmt dem.

Nå lige meget, Niels drog hjem til sin bedre halvdel, med en valen holdning til projektet, ”Meditativ fluebinding”.
Vi havde ellers udstyret ham med alle de rigtige argumenter om at mærke sig selv, selvforglemmelser, meditations øvelser (meditation betyder øvelse), fokus på intet, eller bare den sundhedsfremmende effekt der skyldes at man samtidigt med håndarbejdet øver sig på at opnå et koncentreret, bevidst nærvær i nuet. Den tilstand der kan aflede stress og tankemylder – sådan og småkage.
Kort sagt, så kan det være stinkende ligegyldigt om vejen eller ”håndarbejdet” er strikning, hækling af fluer, snitning af woblere eller at lave forme til vaniljekranse huller - en typisk mål – middel konflikt, man er enige om målet men uenige om midlet.
På nøjagtigt samme måde som statsbudgettet, alle parter er enige om at det skal nå sammen, men skal det være igennem skattelettelser i top skatten eller bund skatten.
Lige meget, Niels fik lov til at medbringe materialer til hækling af fluer, til den meditative strikning (hækling) og ”Brunhilde” kunne stolt fremvise hendes ”kæledyr” til resten af basisgruppen.
Vi undrede os for øvrigt lidt over, at de fleste af hans hæklede fluekroppe var næsten traumatiserende sorte og dystre mørke med enkelte lyn. Men fisk kan de fange, er de sidste ugers meldinger fra Norge og det øvrige lakseland.

Må den kosmiske fred smile i de fiskefattige hjerter.

Knæk & bræk

Vinkel