Differentieret fiskeri - en effektiv vej til et mere spændende fiskeri

Tekst: Steen Vinkel

 

I Odense Å ved Fruens Bøge, nedstrøms favoritsvinget var der tilbage i halvfjerdserne, fire til fem gode standpladser med måske ti meters mellemrum.

Åen var ikke bredere her, end at dygtige spinnefiskere kunne lægge en 2 grams spinner på en almindelig 0,20 monofil nylonline, på tværs af åen. Bunden var flere steder dækket af hasselnødstore sten, og åen var overdækket af grene fra ældre, halvhøje træer på hver sin side af åen, som afskærmede og gav dette stykke å en helt speciel karakter af måske afsondrethed.

 

Odense å fra broen ved Skovsøen og opstrøms

 

På den anden side af åen stødte de store villaers hestefolde helt ned til et rækværk, en meter eller to fra åen. Under denne brink og et par steder næsten midtstrøms var der ligeledes standpladser, hvor man oftest kunne finde en rigtig god bækørred. Det var bare at få den til at hugge.

Alle, der gik forbi stykket, enten op- eller nedstrøms, skulle lige have et par kast. Man kunne jo aldrig vide, om en af standfiskene skulle være i hughumør. Og ellers var stemningen under træerne i den raske strøm over sten og sand altid en håndfuld kast værd.

Problemet var, som man næsten kan læse af foranstående, at alle lige skulle have et par kast hver gang, de passerede. Dette betød flere ting, stierne var blankslidte ned til de mest bekvemme kastepladser og massive mængder af grene, brændenælder, sten og mindre træer alle andre steder. Det betød også at fiskene havde vænnet sig til denne, lidt overfladiske eller halvhjertede affiskning. Altså, pladserne kastede kun fisk af sig når der lige var udsat friske fisk og det var netop denne problemstilling der skulle udfordres.

Et par dage i forvejen, var jeg nået til en afgørende fisketeknisk erkendelse, ja, nærmest et paradigmeskift for mit fiskeri, som aldrig ville blev det samme igen, heldigvis.

Denne hverdagsmorgen (inden skole var intentionen) skulle mine nye teorier afprøves, på disse klassiske og  håbløst overfiskede standfisk.

Efter en times fiskeri havde jeg haft kontakt med gode fisk på fire ud af fem pladser. To var blevet hængende og genudsat (jeg skulle jo videre i skole). Begge var over den halve meter – dette var totalt uhørte resultater.

 

Starten

”Den, der går i andres fodspor, kommer aldrig foran og ser stierne på sin vej”. Dette gamle nordamerikanske indianercitat er mere aktuelt i denne sammenhæng end i nogen af alle de andre relationer, hvor det i forkortet form bliver brugt til at anskueliggøre kreativitet og innovation. Her handler ordsproget blandt andet om, at det hurtigt kan blive pænt kedeligt, når vi bare går blindt i hinandens fodspor, fisker og kigger ind i ryggen på ham foran.

Det er først, når vi kommer foran, og vi ser stierne (de forskellige valgmuligheder), at vores verden (fiskeri) kan brede sig ud. Nu effektuerer vi ikke mere. Vi ser, at vi har valgmuligheder, og vort fiskeri behøver aldrig at blive det samme igen.

Denne indledning lyder nok prætentiøs, men hvordan skulle man ellers nemt kunne forklare andre, at når de går i ”hælene” på hinanden og bare gentager, så fisker de reelt til de samme fisk med det samme grej på den samme måde og oplever som regel det samme, nemlig for lidt!

Det er selvfølgelig altid lækkert at komme ud at nyde naturen enten alene eller sammen med fiskekammerater, men der må også gerne foregå noget for enden af linen – bare en gang imellem.

 

Forskellige løsninger

I forsøget på at løse problemet med det lidt kedelige fiskeri går fiskerne i vidt forskellige retninger. Nogle fokuserer på farver og tidspunkter, andre på affiskningsteknikker og igen andre fokuserer på mærkværdige ”gadgets”, krogophæng og rigninger.

Jeg er af den overbevisning, at der langt de fleste gange er anderledes enkle svar på vore problemer. Og et af de første og vigtigste må være det differentierede fiskeri.

 

En ny epoke

For mit eget vedkommende var det oplevelser ved Odense Å tilbage i halvfjerdserne, der satte mig på sporet af det mere interessante fiskeri. Fra den famlende start, hvor jeg vidste, at teorierne kunne bære, og frem imod en stadig større sikkerhed og rutine i at lægge nye ”lag på lag” og til et enestående interessant og specielt givende fiskeri overfor ørrederne.

Odense Å ved Fruens Bøge var dengang en lystfiskermagnet. Et hyggeligt og populært åndehul i den pæneste del af Odense. Her var nemt at komme til, et indbydende stykke varieret å og en god fiskekultur, præget af de gamle Dalum-folk. Selv Svend Saabye kiggede af og til forbi, men vigtigst af alt – der var godt med bækørreder.

 

Odense å, ved Skovsøen

 

En øjenåbner

Vejen til, at jeg kunne differentiere mit fiskeri, faldt i to - tre tempi. Et godt kendskab til eller fortrolighed med det lokale fiskeri. En evne / rutine til at se fiskeriet i perspektiv samt genkendelse af gentagelser.

For mit eget vedkommende var det efter nogle års kendskab til fiskeriet ved Fruens Bøge næsten i min baghave. Gentagelserne var de dengang regelmæssige udsætninger af fangstklare ørreder, hvor der var vildt gang i den første uge. Herefter fadede fiskeriet ud. Der var stadig en hel del fisk – de var bare håbløst overfiskede.

Den sidste forudsætning, perspektivet, fik jeg nærmest foræret, da jeg engang kom til åen på en dag 10 dage efter en udsætning. Jeg stillede min knallert og så, at der nyligt var ankommet 5 – 6 andre rutinerede fiskere, som nu var ved at fiske sig opstrøms netop på det stykke, jeg havde tænkt mig at fiske.

Jeg gad ikke køre hjem og lave lektier eller tilsvarende. Jeg havde derimod en lidt løs kæde og ditto baghjulsbremse, så mens jeg gik i gang med disse andre gøremål, kunne jeg fra broen stadig holde øje med, hvor langt de andre fiskere var nået.

Pludselig lagde jeg mærke til det! Fem fiskere, der bevægede sig opstrøms i ryk nærmest som en kæde. Op på stien, gå ti til femten meter til den næste plads, ned til brinken og så kaste fem til ti gange op til standpladsen eller hullet. Så igen op på stien og videre. Dette mønster fortsatte og fortsatte bare.

Hold da kæft, en øjenåbner! Jeg tabte min 10’er fastnøgle ud mellem gelænderet på broen og måtte tage mig til hovedet. Hvorfor havde jeg ikke set det før? Folk gik jo bare i en lang række og gentog hinandens fiskeri. Der var jo nærmest tale om ”påbudt fiskeretning”. Hvad måtte der ikke ske, hvis man brød denne rytme?

Efter at have sundet mig lidt og givet fiskene fred et kvarters tid, gik jeg så også i gang opstrøms. Denne gang med den væsentlige forskel, at jeg brød rutinen ved at vælge en mere ubekvem plads at kaste fra, der lå nogle meter længere væk fra standpladsen.

Jeg skulle nu bare kaste de par meter længere, hvilket godt kunne lade sig gøre. Spørgsmålet var om det ville ændre noget?

Lad mig sige det med det samme. Det virkede overraskende godt. Allerede i andet kast huggede den første ørred, som de andre resultatløst havde køfisket til lidt tidligere. Som jeg så det, var det den ændrede ”kode”, den større forsigtighed frem mod den mere ubekvemme plads længere væk, der fik standfisken til at hugge.

Jeg havde stadig kun varieret eller differentieret på et område, nemlig fiskepladsen, set i forhold til den samlede rutine. Og det havde alligevel givet resultat.

Jeg havde ikke differentieret på resten. Det var stadigt det samme: 0,20 line, Mepps 1 eller Refleks 4 g., en 5,5’ til 6,5´ stang og et let fastspolehjul. Hertil kom så også den samme indspinningsmåde 10 cm over bunden. Alligevel var resultatet bemærkelsesværdigt. Resten af dagen brugte jeg på de andre faste standpladser. De skulle alle fiskes på nye måder!

Markant flere af standfiskene var interesserede. Og dette reelt ”kun”, fordi jeg havde ændret lydindtrykket i brinken. Altså ved at vælge en plads lidt længere væk fra fisken og så være mere forsigtig på vej til pladsen i forhold til de andre, der gik ved åen.

 

Eksempel på "kædefiskeri", man fisker til de samme fisk, fra de samme steder, med det samme grej, på skift.

 

Prøv det selv

Prøv bare selv at gå et af dine favoritstykker igennem i tankerne – eller endnu bedre ude ved vandet som iagttager. Tag ud og se, hvordan de andre går og fisker. Betragt deres adfærd langs vandet.

Du vil givet lægge mærke til, at folk går ad den samme velkendte nedtrampede sti fra fiskeplads til fiskeplads og fisker mere eller mindre med det samme grej, mens de sikkert også irriteres over det samme resultat – for lidt action.

Min erfaring siger, at dette måske gælder for 95 % af fiskerne. Undtagelserne er, som jeg ser det, primært de nye fiskere ved fiskevandet, som er mindre påvirkede af den påbudte fiskeretning. For næsten alle andre vil ovenstående vise sig at have mindre, større eller meget større effekt på fiskeriet.

Som en hjælp til at få overblikket kan du opdele dine medfiskere i kategorier, der gør det mere overskueligt. Eksempelvis spinnefiskere, tørfluefiskere, vådfluefiskere eller ormefiskere for sig. Det er klart, at der er forskel på den optimale fiskeplads alt efter hvilken type fiskeri, du udøver.

Hvis du har behov for mere overtalelse, kan du gribe sagen mere systematisk an. Du kan nummerere de forskellige pladser. Måske med et bogstav for typen af fiskeri og så et tal for selve pladsen. Så skal du bare give projektet tilpas mange observationer, så vil der tegne sig et usvigeligt objektivt billede af rutinerne.

Når man mener at have et retvisende billede af aktiviteten, kan man begynde at gøre sig tanker over mulighederne. Her kunne jeg ligeså godt kaste fra denne plads. I næste sving burde jeg måske gå lidt ind i landskabet og væk fra åen, fordi brinken er hård. Alt sammen overvejelser, som givet vil have en positiv effekt på den enkeltes fiskeri.

En ting står fast. For at kunne differentiere sit fiskeri, så kræves det, at man ved i forhold til hvad! Så intet differentieret fiskeri uden et betydeligt kendskab til, hvordan man fisker det konkrete stykke. Dette fordi, det netop er det, alle de andre IKKE gør, der er vejen til det mere spændende fiskeri. At man så også i processen opnår en ikke ubetydelig indsigt i eget fiskeri i forhold til lokale forhold er et absolut plus.

 

Kontakt til de helt store bækkere

Når talen falder på trofæbækkerne, så ved mange – måske de fleste – hvor de står, nemlig på stykkets dybeste og bedste huller. Man fisker selvfølgelig hullerne, når man passerer dem, og så fortsætter man. En meget sjælden gang får man kontakt med fisken, men langt de fleste gange sker der bare intet. Og det er vel også det, man forventer, når man fisker til dem.

Jeg har selv fået min rigelige del af disse trofæbækørreder, men når jeg ser tilbage, er det begrænset til et par enkelte plus 2 kg bækørreder, som jeg kan tilskrive mere eller mindre rent held. Hermed mener jeg fisk, der har hugget, uden jeg har gjort andet end det almindelige rutinefiskeri, alle foretager.

Lad mig komme med et eksempel fra et klubstykke, hvor en vis mængde fiskere gik efter bækørred. Dette var tilbage i halvfemserne, hvor jeg havde fisket en del på et midtjysk å-stykke, hvor sågar en af de tidligere danske bækørred-rekordfisk stammede fra. Jeg så for øvrigt fisken udstoppet på vægen i ABU´s Ambassadeur-lokale i Svängsta.

Nåh, tilbage til åen. Dette stykke var velkendt for sine mastodont-bækørreder. Når jeg gjorde noget ud af at fiske stykket igennem, fik jeg som regel kontakt med nogle fisk op omkring de 40 – 45 cm. Der var tre eller fire huller eller mindre stræk, hvor forholdene dikterede, at der skulle stå rigtig store fisk. Det var bare næsten umuligt at fremtrylle en reaktion på disse steder.

Et af disse steder var et dybt, kort 90 graders sving med relativt lavere vand opstrøms og en dyb rende nedstrøms. Der var gode kasteforhold både nedstrøms og opstrøms. Selve hullet startede med et brat fald fra måske tredive cm ned til måske to meter. Her kørte vandet lidt pudsigt rundt, før det skar ind under et par brinker, fladede noget ud hen over en knold på bunden, hvor dybden ikke var mere en ca. en halv meter, for så igen at nå en dybde på en god meter i hele åens bredde.

Det var nemt at kaste opstrøms i svinget og lige på overgangen til det dybe vand. Det var også nemt at vælge en spinner, der kunne kaste langt nok og starte rotationen let nok i den rette dybde. Og holde samme dybde hen til den føromtalte knold, hvorefter stangspidsen først blev hævet og derefter sænket for igen at nå ned til plus 10 cm over bunden på et stykke af måske 6 til 8 meter.

Nedstrøms fiskeri til svinget var ligeså oplagt. En god plads og tilstrækkelig længde til eksempelvis at drive en flydende wobler eller en vådflue ned i hullet.

Helt igennem perfekt ”skrivebordsaffiskning” bortset fra det kedelige faktum, at det var så oplagt at fiske stykket på denne måde, så alle gjorde det og med det samme resultat, alt, alt for lidt.

Så skulle der ske noget, så skulle jeg differentiere mit fiskeri i forhold til denne helt oplagte affisknings-metode som beskrevet ovenfor, hvilket ikke var helt oplagt.

Jeg prøvede med andre spinnere til det opstrøms fiskeri, andre krop-/skekombinationer samt andre og tungere kropsmaterialer. Jeg prøvede med ekstra frontbelastede, små dybt dykkende, som de gamle ”Alaska”-modeller, som blev landet oppe på det lave og drev ud over kanten, hvorefter de nærmest dykkede lodret ned.

Disse og andre metoder blev udtænkt hjemme og prøvet på stykket, men næsten lige meget hjalp det. I en række af de næstbedste huller lokkede jeg større bækørreder til hug, men ikke i dette her og de par andre sving og høller.

Fiskene var der jo, og det gik også så småt i den rette retning, men det store gennembrud manglede. Jeg vendte tilbage til et par af de mindre fremskridt, jeg havde haft.

Opstrøms havde jeg fået et løst hug en dag, hvor jeg havde haft lidt hjulproblemer og havde holdt et kvarters pause. Jeg var også gået ned i vægt til en ca. 2 g spinner. Hvis nu den mindre spinner gav et andet lydindtryk, når den landede på vandet? Og hvis nu pausen havde ændret ”lydkoden” i brinken, og jeg så prøvede at dyrke de to afvigelser?

En større afstand til svinget kunne jeg til dels opnå ved at skifte ned til en 0,15 monofil line, hvilket i øvrigt er lidt galt, når man fisker til, hvad der senere viste sig at være en 4,2 kg bækørred. Nu kunne jeg så også med en lidt længere stang kaste udenom en busk på et lille fremspring, som ellers markerede den naturligt længste afstand, man kunne kaste fra. Dette sammen med de mindre spinnere, max. 2 g samt en ekstrem langsom og rolig adgang til pladsen, udløste på den næste tur for første gang det tunge, næsten rolige, konsekvente hug, som de store bækørreder ofte leverer.

Nu sad den der. Så kunne jeg begynde at koncentrere mig om at fighte den, roligt og velovervejet, hvilket egentlig aldrig har været svært, da jeg altid har oplevet det gode hug som kulminationen på jagten.

Jeg tror i øvrigt, at denne roligere holdning til fighten har talt til min fordel en række gange med lidt mere usikkert krogede fisk. Nåh, den endte i nettet, bundduppen blev løsnet, og vægten sagde 4,2 kg! Behøver jeg at udtale mig om triumfen ved at liste sådan et dyr ud i åen igen?

Med til historien hører, at jeg til den nedstrøms løsning fik held med en ”Spin-and-glove”, monteret med en af ABU´s gamle Catrine-synk-montage. Den kunne lige nøjagtigt holde bunden på det lave stykke opstrøms hullet, og jeg kunne fiske den nedstrøms bare ved at løfte en smule på stangen. Metoden udløste ikke den samme kontante interesse som det opstrøms, hvilket eventuelt kunne betyde, at andre havde prøvet hullet før med noget drivende med strømmen nedad.

Anderledes enkelt er det ved de få relativt uberørte vandløb,der findes. Her tænker jeg på et fiskepres svarende til en enkelt fisker om året. Hvis man på et af disse stykker så også kommer som en mere ”competitive” fisker, er vant til at skulle tune grejet finere, kaste længere, være skarpere i kastene, opmærksom på alle marginaler, der kan give en fordel i forhold til et mere interessant fiskeri, så har man reelt alle fordele på sin side. Husk bare på, at på trods af en næsten given succes at fiske meget ansvarligt. Også fordi erindringen om fiskeriet holder en livstid, fisk i fryseren kun en kort stund!

Et af disse sjældne pletskud oplevede jeg i midten af halvfemserne på en familieferie. Jeg havde været ude at handle, og på vej hjem til familien stoppede jeg på en rasteplads for lige at slå en streg. Længere henne på rastepladsen holdt en anden ældre Volvo med opslået motorhjelm, og fra motorrummet steg en sygelig sort røg op. Noget havde været kortsluttet, og den ældre herre stod i akut mangel på relæer. Jeg tror, det var et laderelæ eller noget andet. Grundlinien var i hvert fald, at jeg havde en pose med reserverelæ m.m., som pågældende satte utrolig stor pris på. Da samme insisterede på at erlægge et eller andet for stumperne, og jeg passende beskedent afslog tilbuddet, faldt hans blik på mit fiskegrej i bagagerummet, og han kom op med forslaget om at komme og fiske på hans jagt. Vi aftalte et tidspunkt, hvor han ville vise mig til rette og forklare reglerne. Dette skete så to dage senere. Han udpegede stykket fra skoven hen under de to broer og ned til en gammel jernbanelinie. Et stykke på ca. en kilometer, og så skulle eventuel fangst afleveres til ham.

Tjah, det var jo hans stykke. Han var tydeligvis jæger, og de to relæer havde ikke kostet mig noget, så det var vel i orden. Jeg startede med at kigge på åen ved en af broerne. Rimelig lav og en typisk sandbunds-å med enkelte grødebanker og nogle gode sving.

Jeg riggede en meget let spinnestang og min klasse 4 fluestang til og gik opstrøms med nymfe. Det var så nemt. Lægge nymfen op i indgangen til et sving, lade den synke, lette løftende, lempelige indtag og så bang, fast fisk! De enkelte steder, hvor dybden påbød det, fik de en opstrøms mini-spinner – og så igen bang! Aldrig har jeg set så mange, og så pæne fisk på så kort tid. En virkelig drøm for en ørredfisker!

I dag behøver jeg dårlig nok at lukke øjnene for at genkalde mig billederne af de ofte store lyse skygger, der i forskelligt tempo følger en spinners flugt lige over bunden, fra dybderne op over det riflede og hårdt pakkede sand for at tage agnet i en vending. Jeg husker specielt en virkelig flot bækørred, som var lidt langsom i starten, men som accelererede vildt og tog spinneren nedefra, springende ud af vandet i op over knæhøjde for så at lande med kæmpeplask lige foran mine støvlesnuder.

Jeg har ikke det mindste indtryk af hvor mange kilo ørreder, det blev til den formiddag, men jeg kommer aldrig til at opleve noget lignende igen. I håbet om et dacapo tog jeg to pæne bækørreder med til min vært. Han sagde pænt tak, medens han undrede sig over, at jeg ikke havde fanget nogen ål!

På denne tur var det temmelig overflødigt med en masse tanker om at effektivisere sit fiskeri. Der var simpelthen for mange fisk og for få fiskere. Det var bare at suge alle indtrykkene ind uden at rense dem.

Konklusionen må være, at vi ved, vi har valgmuligheder. Så når vi står ved et nyt vand eller under anderledes forhold, end vi plejer, at vi så også kan se vort fiskeri lidt i perspektiv.

Jeg oplever det hvert år ved Karup Å. Gæstende fiskere kommer med deres ”hjemmebane-fiskeri” i baghovedet og forsætter bare samme, selvom de ikke længere står ved Uggerby Å, Kolindsund eller Tuse Å. Det kræver i langt de fleste tilfælde en omstilling for at effektivisere sit fiskeri til de nye forhold. For mange er netop denne proces med til at forbedre deres fiskeri. De bliver konfronteret med, at det er nødvendigt at vælge om. Når de så kommer hjem til Gelsåen, så har de ekstra ørredværktøj med hjem, som de kan vælge at bruge eller lade være. Dagene for bare at effektuere de lokale ørred-aksiomer er forbi.

Jeg ser umiddelbart et par ”niveauer” i denne differentiering af fiskeriet. Det første niveau, jeg stødte på, var den praktiske affiskning – hvordan er det, vi går og fisker? Det andet – og naturligt afledte – er differentiering af grejet, som har været en naturlig forlængelse af at variere rutinerne. Altså at vælge eller udvikle endegrej, som gør det muligt at adskille sit eget fiskeri endnu mere fra de andres.