Kroget på kystfiskeri – mine stier på kysten

 

Indledningen fra ”Kystfiskeri efter havørred” v. Jens Ploug Hansen

Skuffelse, frustration, havørredneuroser og håbløshed - contra erfaring, overblik og koldblodig­hed... Mangen en nybegynder, der følger trenden i havørredfiskeri, vil før eller siden føle i hvert fald en af de nævnte tilstande, når de sammenligner sig med 'profilerne', de skrivende og ubekymrede, der kan an­skueliggøre det geniale.

Det rigtige i disse linier står klart i hvert fald for mig efter ty­ve års fiskejournalistik - derfor har jeg net­op grebet denne digre sag af en »mursten« an, som jeg har gjort det - ladet mange fi­skere med vidt forskellig baggrund, tempe­rament og indstilling til fiskeriet komme til orde - den mest redelige måde at rede trå­dene ud på i kystfiskeri efter havørred. Steen Vinkel ved Kolding har aldrig været bange for at sige sine meninger og give ud­tryk for sine følelser for fiskeriet og medfø­lelse med andre, der måske er ledt forkert ind på fiskeriets vanskelige vej. Hans kom­plet usnobbede forhold til fiskeriet kan væ­re en befrielse for mange og et horn i siden på andre, der ofte hæver øjenbrynene, når de lytter til Steen Vinkel. Han er en modig mand og en ivrig lystfisker - spin, flue eller bobleflåd på de fynske og sønderjyske ky­ster er hans gebet. Og at han gør sig man­ge overvejelser i sit fiskeri, er der aldrig tvivl om. I det følgende ser han på udviklin­gen i fiskeriet, tipser om nye metoder og kigger fremtiden i øjnene:

Efterfølgende stykke er skrevet i start halvfemserne og kun i yderst minimal grad tilrettet i nutiden. v. Steen Vinkel

 

 

 

Kystfiskeriet

 

Glem rekordræs og sensationstrang

Engang i firserne, mødte jeg et par junior-fiskere på Enebærodde. Vi havde passeret hinanden, dem for udadgående, og jeg for indadgående. De stoppede lidt væk, vendte om, kom tilbage og spurgte mig me­re end normalt ud om, »hvad, hvornår, hvordan og hvorledes«. Jeg blev nysgerrig og ville gerne vide, hvorfor netop dette »forhør«. »Jamen, I fanger jo altid en hel masse havørreder, og så må I jo kunne no­get, som vi kan lære«. Jeg forsikrede dem, at jeg ikke havde set en fisk i dag, og for øvrigt kunne jeg som alle andre kystfiskere gå i flere dage uden at se et øje. Dette kom noget bag på dem, og om de troede mig, eller regnede mig for en dum og paranoid stodder, ved jeg ikke.

Det var da også først på vejen hjem, at perspektiverne i denne samtale gik op for mig i al sin gru. Er »vi«, der skriver eller bliver skrevet om, der af og til taler med den lokale fiskespalte-redaktør, der sludrer i grejbutikken osv., den direkte, bevidste el­ler ubevidste årsag til, at andre skuffes og føler sig utilstrækkelige, frustreres, fordi de ikke lever op til det billede, man meget nemt kan få af andre, når man læser f.eks. faglitteraturen, dagspressen eller lytter til sladderen i grejbiksen? Er lystfiskeriets opinionsdannere af i dag ved at slagte nor­men på grund af rekord-ræset efter flere, hurtigere og større fisk, mens de håbløst glemmer glæden ved at fiske

 

Hvis det forholder sig sådan, er det så bladene og journalisterne, der skal klandres for deres sensationstrang og indbyrdes kon­kurrenceræs? Er det ekspedient-eksperterne, der har hovedet fuldt af grej, hvor det hele går op i kulfiberprocenter og antal kuglele­jer? Eller er det en håndfuld profil-neuroti­ske skribenter, der glemmer processen til fordel for resultatet? Eller hvad er det? At svaret ligger i en kombination af disse og eventuelt andre årsager, føler jeg mig over­bevist om. Ligeledes at der pr. dags dato ikke er det store, man kan gøre ved det, ud over faktiske oplysninger til »gidslerne«.

 

Min »programerklæring«

Lad mig så gå videre og sige, at hugget, fighten og landingen af en værdig modstan­der, som for et øjeblik har taget al ens op­mærksomhed, stillet krav til ens koldblo­dighed og erfaring, opbrugt ens koncentra­tion og kræfter, selvfølgelig er kulminatio­nen og målet for ens fiskeri. Den må bare aldrig blive det eneste mål, for så reducerer vi lysten og basis for fiskeriet til en fyldt kummefryser, et polaroid billede i grej-bu­tikken og en bliknål med en parodi af en fisk. Sådan bør det absolut ikke være.

Lad os derfor »viske siden ren«, hver gang vi stiger ud af bilen og rigger stangen til. Lad os glemme »6 sikre kystfluer«, »flex på klingen«, »sådan fanger du din drømmefisk« og lignende nonsens... Alt sammen noget, der primært tjener til at profilere forfatteren og helst diskret skal anskueliggøre geniet på andres bekostning:

Med dette som en »programerklæring« og som en forhåbentlig vellykket rød tråd, vil jeg i det følgende komme lidt ind på, hvad jeg går og hygger mig med på kysten. Der vil også være en del om hjemmelavet grej og ditto fiskefilosofi. Hvordan jeg og andre engang imellem får held med at prø­ve noget van(d)vittigt? Alt dette iblandet en knivspids selvironi, garneret med en anelse sarkasme. Og så er der serveret: »Hyggehakket Kystfisker«. Der kan anbefa­les Mørrum-vand og eventuelt et glas mælk af hensyn til sure opstød. Velbekomme jer.

 

Hvis dette stykke nu også skal have et lidt mere informativt niveau, så må jeg hel­lere komme i gang med det. Hvad er det så, der adskiller en »heldig« lystfisker fra en »uheldig« ditto? Hvis man nu igen bruger det mest åbenlyse parameter, det at fange fisk, da det jo er mere håndgribeligt, om end mindre betydende end en måling af indivi­dets tilfredsstillelse, ved at fiske, vælge og erkende. Så kan man vel stort set skelne mellem to hoved-faktorer vedrørende grejet og fiskeren.

 

Jo flere teknikker vi behersker...

Grejet til havørred fiskeriet er så rigt be­skrevet og »sponsoreret« igennem en grov hob af fiskelitteratur, så det vil jeg ikke bruge meget plads på ud over rådet: »Gå med det grej du føler mest for«, uanset hvad lat(r)inen siger. Et praktisk appendiks til grejet kunne være rådet: Vær lidt mere opmærksom på linen. Det er jo den, der er afgørende for marginalerne mht. tab af fisk og dyrt grej. Mange inklusive undertegne­de har en tendens til lige at tage en tur til, før man skifter...

Det stiller sig noget anderledes med for­hold, der vedrører fiskeren. Man kan her groft gruppere denne »kategori« i tre for­hold: Biologi, geografi og teknik.

Forstået på den måde, at biologien går på relationer omkring havørreden og dennes byttedyr, f.eks. levevilkår, ideal temperatur, årstider for samme, farver m.m..

Geografien som fællesnævner: Hvor tager man hen og fi­sker? Hvordan er strøm og dybder? Hvor er der huller, rev, strømsteder, ålegræs og muslingebanker m.m.?

En teknisk del går på eksempelvis: kasteteknik, indspinnings metoder, viden om forskellige fisketeknikker: Spin-flue, buldo osv.. Det vi snakker om er mu­ligheder, forstået på den måde, at jo flere teknikker, vi behersker, jo flere muligheder har vi for at gøre vort fiskeri spændende, vælge og variere. Det hører også ind under en teknisk del at vide, hvordan de forskelli­ge blink, spinnere, woblere m.m. går, så man bedre kan slå ned på et bestemt agn under bestemte forhold.

For mig at se er det summen af vor vi­den om fiskeriets forhold, der gør det spæn­dende og afslappende at fiske: Det at man selv mener, at man går med det rette grej til dagens vejr, fisker hensigtsmæssigt og ikke irriteres over en glemt ekstra spole el­ler bestemt agn osv.

 

Herefter er der et par måske lidt utradi­tionelle fiskemetoder til kysten, når lysten eller vejret er til det:

 

Wobler på bobleflåd eller Bombarda

Nogle gange går man på kysten og ønsker lige at kaste lidt længere for at nå et be­stemt område eller lignende. Hvis det, man går med f.eks. er en lille flydende wobler, så prøv at montere den med et buldoflåd. Fyld flåddet helt med vand, be­last evt. yderligere med et par splithagl for at få flåddet til at synke lidt mere og vær så lidt ekstra varsom, når du kaster. Det kan være særdeles effektivt, du skal bare være opmærksom på, at de andre fiskere, du møder, nok tager sig til hovedet.

På Bombarda foretrækker jeg et langsomt synkende flåd og en gang imellem et neutralt, afhængigt af den ønskede wobler og forholdende på stedet. Om det så er den ene eller anden, der trækker op eller ned, er bare yderligere parametre man har at justere på.

Der er i hvert fald en række pladser langs kysten, hvor netop en lille wobler vil være at foretræk­ke, frem for de nyere langtkastende og langsomt synkende woblere. Det er måske bare for forandringens skyld eller fordi visse strømste­der og revlegennembrud bliver fisket mere effektivt igennem, på denne måde.

 

Bare et stykke træ?

På en tur til Fyns østkyst, hvor jeg havde gået og fisket med en meget kraftig ryg­vind, gik ørrederne langt ude. Det irritere­de mig en hel del. Det tungere grej havde været fremme, og det rakte heller ikke. Så jeg sad og skubbede til et af disse træstyk­ker, som bliver tilbage, når bundgarnspælene bliver spidset, mens jeg drak formid­dagskaffe. Så opstod ideen: Hvis jeg nu placerede min wobler på sådan et stykke træ og så lod det flyde udad, så kunne jeg da komme langt nok, selvom det ville tage nogen tid med hvert »kast«.

»Systemet« virkede udmærket, og det var helt sjovt at fiske en lille 5 centimeters Rapala wobler 120 meter fra land. Der gik godt ­nok en hel del klodser til havs, men de gav et par ørreder, og jeg havde det hyggeligt, mens jeg stod og ventede på, at vinden gjorde arbejdet for mig.

 

Den selvfiskende wobler

På nogle kyster, hvor der er en relativ stærk strøm langs kysten, som på Lillebælt kysten, kan man med held varie­re sit fiskeri på en helt anden måde: Man skal bruge en af de før omtalte langtkasten-de og fladbundede nye kystwoblere, evt. sammen med en ophænger. Dette sendes så langt som muligt ud i vandet, vinkelret på kysten. Strømmen tager wobleren, og alt af­hængigt af strømstyrke, woblerform og -vægt fisker riggen sig i en stor bue ind mod egen kyst. Ligeledes, afhængigt af wobleren og temperament, kan man »pille« med den undervejs. Under gunstige omstændigheder illuderer wobleren en lille fisk, der kæmper med strømmen, og fra en båd kan dette ofte iagttages med »forvildede« hundestejler og lignende. En sjov og effektiv teknik til at va­riere sit fiskeri, når vejr og humør er til det.

 

 

Prøv med en flydende dybdykker!

Det lyder nok umiddelbart tåbeligt, især når man tager højde for de almindelige priser og sådanne. Nej, jeg modtager ikke provision eller almindelig grej sponsore­ring for en positiv måde at omtale »børge baghånds tørflue wobler« eller andet. Nej, det er udelukkende, fordi det engang imel­lem er en ganske god idé. Fisk for det me­ste den flydende dybtdykkede wobler i overfladen. Lad den i perioder ligge helt stille, måske bortset fra lidt småpilleri, helst lige over en standplads. Lad den så engang imellem tage et hurtigt dyk eller en flugt fra overfladen. Lad den stige så langsomt som overhovedet muligt og me­get gerne, mens den stadig bevæger sig lidt. Lad den aldrig få løs line! Jeg bruger ofte denne metode, hvis der er klart og ri­meligt stille vand, så kan man følge den med øjnene. Og det ser godt ud, når en havørred stiger til den. Så er det tid for en kort spurt, og hugget falder ofte under denne. Forklaringen på teknikken er givet den, at ørreden ofte har en tendens til at hugge noget, der opfører sig unormalt el­ler sygt. Det har mange å-fiskere nok be­mærket. En ørred midt i en stime små fisk. Så kommer der én, der opfører sig eller be­væger sig anderledes. Og så falder hugget. Det samme her.

 

Lette kystblink Imitator, AT blink, Filur og mange andre tidsvarende.

 

AT-epoken

En af de største landvindinger i det danske fiskeri, i nyere tid, er nok udbredelsen af det lette kystfiskeri. Dette populariseret fra Fyn af en lille kreds velkendte kystfiskere, f.eks. Axel Thomsen, og andre.

Det lette fiskeri og de naturlige skriverier omkring samme, satte specielt to ting i gang. Den ene var, at mange, og vel især yngre lystfiskere, fra den ene dag til den an­den skiftede »hammergrejet« ud med det let­te grej. Den anden var en masse diskussion og skriveri om dette i nogens øjne »modera­te tosseri«. Argumenterne var dengang, i medio halvfjerdserne som i dag: For mange tabte fisk og ditto agn som følge af en for lav slid- og brudstyrke på linen. Argumenterne for de tyndere liner var blandt andet, at dis­se åbnede en helt ny dimension i kystfiskeri­et, primært fordi fiskeriet gav flere mulighe­der i grejvalget, f.eks. de nu velkendte Mepps 2'ere, 5 centimeters Rapalaer osv., og mindst lige så væsentligt: Med de tynde li­ner fulgte de lette stænger (dengang ofte Hardy's Richard Walker reservoir-fluestang i en forkortet udgave) og dermed en helt ukendt føling med agnet i vandet. Og det gav fisk! Selv den mindste puffen til agnet kunne registreres og modforholdsregler kunne træffes, ofte i form af endnu mere va­rieret indspinning og pilleri.

Hjemmestøbte let kyst blink fra 80érne

 

Min første hele sæson med det lette fiske­ri gav da også cirka det dobbelte som i den foregående, også m.h.t. det tabte grej. Man oplevede også i løbet af sidste halvdel af halvfjerdserne, at selv de mest inkarnerede »hammergrejsfiskere« gik med på det nye fi­skeri, mere eller mindre helhjertet. Om dette var pga. overbevisning eller modelune og gruppepres, vides ikke, men et tiår senere var mange tilbage ved det gammelkendte fi­skeri. Måske havde de i den mellemliggende tid skiftet 0.35 linen ud med 0.30 som et produkt af deres gæsteoptræden ved det let­te fiskeri, men tilbage var de.

Det står i hvert fald helt klart, at efter de første år blev mange »tvunget« over i et an­det grej valg som følge af skriverierne, dis­kussionerne og »butikspralerierne«. Man så med hvilken tyngde, presset hvilede på den enkelte. Det blev også et modelune, og hvis man ville bevare, endsige forbedre sit image som kystfisker, kunne man ikke tåle at blive set på kysten med det tunge grej.

 

Hammergrej som det så ud før AT-epoken, her et ABU multihjul på Aksel THomsens sidste hammergrejsstang, som jeg købte af ham på en tur Omme v. Dyrvig i 1975. Endegrejerne var ofte Slusken, Havørred og nogle af Nils Mogensens kystwoblere o.a.. Ophængerne var typisk General practitioner, Irlandsfluen og mange andre nu "glemte" mønstre.

 

Nogle har så senere anlagt en betragtning, som hedder: »Jamen, det var jo et mere effektivt og spændende fiskeri, de blev præsenteret for«. Det er nok korrekt. Det odiøse er bare, at det var i gennem »tvang«, på baggrund af et ubevidst gruppepres, at folk blev præsente­ret for det nye fiskeri og i mindre grad på baggrund af afklarethed og/eller lyst (her tales begribeligvis ikke om alle, ikke du og jeg, men nogen af de andre).

Cardinal 54 - mange påstår at det er det ideelle kysthjul, selvom jeg kun bruger det som reserve, er jeg ikke uenig.

 

I den forbindelse vil det nok være rele­vant at se på spørgsmålet om opinionsdan­nerne og læremestrenes rolle. Hvem er det, der bestemmer den »gode latin«? Hvem er det, der starter jagten på tåbelige pund og irrelevante centimeter, tyndere li­ner »som bevis« på høje fiskemæssige kvalite­ter, når det egentlige altid må være den en­keltes tilfredsstillelse ved at slappe af med fi­skeriet og i mindre grad at overføre hverda­gens prestigejagt til fritidsbeskæftigelsen? Hænger det sammen med, at opinionsdan­nerne i høj grad har deres interesser og er­hverv inden for fiskeriet - som producenter, skribenter eller ekspedienter, ofte overlap­pende, og suppleret med den næsten obligatoriske ungdomsskoleundervisning?

Er det mon qua ovennævnte, at tendensen opstår, at grejet bliver vigtigere end selve fiskeriet og natur­oplevelsen? Hvis det er tilfældet, så må ovennævnte, undertegnede og alle de andre, vedkende sig ansvaret og så søge at imødegå de uheldige konsekvenser.

 

Monopol agn

At det lette fiskeri var kommet, og angive­ligt for at blive, udløste en anden og gene­relt positiv situation. Nemlig den, at udbud­det i forretningerne samt den private »pro­dukt-udvikling« af små blink nærmest eks­ploderede. Et af de allerførste var Imitato­ren, som de fleste husker fra Malmbak-Kjeldsens bog »Havørred, Havørred«. Sene­re kom så et par spændende blink fra Sjæl­land og Axel Thomsens Æbelø-serie m.fl. Det mest positive i denne proces var nok bruddet med producentsidens »diktatur«, nemlig at man traditionelt måtte tilpasse sit fiskeri efter det grej, der var til at få - contra tilpasse grejet til den måde, man havde lyst til at fiske på!

Dette gjorde, at folk nu ekspe­rimenterede og udviklede i stor stil. Nogle kom med små produktioner, andre piratko­pierede. Disse dukkede som sådanne endda op i forretningerne, og man kan sige, at for­brugerne havde overtaget styringen. Man havde skabt en tradition for at prøve. Man kunne selv. Det var velset at gå med egne opfindelser. Bagsiden - for en sådan er der selvfølgelig også - var, at mange brugte dis­se »monopol agn« til at differentiere sig selv. Forstået på den måde, at »alle« nu skulle have deres egne helt specielle legerin­ger til støbning, lakker til finish, typer blink m.m., sågar en helt speciel måde at bøje en dobbeltkrog på, så ørredens muligheder for at slå sig fri nærmest forsvandt. Jo, kors, hvor blev vi egentlig specielle! Denne ofte »sygelige hægen« om »pseudo produkter«, skabte ofte en »skygge« over fiskevandet, når man mødtes, og de hjemmegjorte agn blev nok også tilskrevet lovlig mange fisk og gode egenskaber. Det siger næsten sig selv, at disse agn praktisk taget var og er status­symboler, hvormed man helst »diskret« anskueliggør sin dybe og polariserede indsigt i havørredfiskeriets mysterier. At denne »unfair« konkurrence lagde en dæmper på stemnin­gen ved fiskevandet, giver næsten sig selv. Mulighederne for at lære af andre og lære andre blev besværliggjort.

I løbet af firserne kom turen også til wob­lerne. Først en del prøven sig frem, hvor blandt andet Kent Andersen gik med noget nyt på forsøgsbasis. Det var vi flere, der gjorde. Det var også tiden, hvor blandt an­det Taksøe-Jensens »Kilroy« blev testet. Man kunne fornemme, at der virkelig var lagt op til et »boom« for kystwoblerne. Det kom så også. Og i dag står vi med en grov hob af nye kystwoblere, D.M.A., Hajen, Puk­len, Gladsax, Go-Fi og Frederik, for blot at nævne en lille del. Jo, der er kommet et par stykker til siden de første kystwoblere af Flemming Birch og Niels Mogensen fra sidst i tresserne.

 

Forgængerne for alle de andre, Hårby-woblere fra trediverne

 

Generelt må man vel sige, at dette store udbud af grej er en fordel for den enkelte fi­sker, hvis bare han er i stand til at overskue dem, fordi de fleste synker og bevæger sig på forskellige måder. Og måske netop nogle af de nye er regulære fornyelser, fordi de ka­ster utroligt langt, samtidig med at de har en delvis flad bund, som gør, at de synker særdeles langsomt. Det åbner nogle mulig­heder for fornyelser i fiskeriet, for flere og måske mere hyggelige stunder på kysten.

 

»Hellige køer«

Hvad der fremover vil ske på kystgrej-si­den er ikke til at sige noget om måske ud over, at tendenserne fra samfundet omkring os vil slå endnu kraftigere igennem i kystfi­skeriet, med bedre og mere effektiv udnyt­telse af de for få fritimer, med et større be­hov for igennem fiskeriet at profilere sig selv i kraft af grej. Vi har igennem de sene­re år set et oplæg fra »de store« i grej bran­chen, til at hvert år har sine absolut uover­trufne og uundværlige nyheder af enhver art. Brug og kassér. I morgen er det »yt«.

På den mere sportslige side er der nok flere, der har mod på at rokke ved de »helli­ge køer«. Hvorfor denne rysten på hovedet ad 0,15 på kysten? Der er vist ikke mange af de etablerede kystfiskere, der vil stå frem og vedkende sig, at de går med denne line­diameter. Og hvorfor ikke? I dag kan man få en 0,15 eller 0,16, der klarer 3 kilo og denne line har en ganske fornuftig slidstyr­ke. Hvis man samtidig ser på den brudstyr­ke, der var normal for cirka tyve år siden, vil man se, at den kun var på cirka 2,2 kilo for nogle af de bedste 0,20'ere. Endvidere vil fordelene jo være endnu mere udtalte ved at gå ned i linediameter: Et større om­råde at vælge sit grej i. Bedre føling med agnen. Mere følsomme stænger. I dag er det igen ombyggede fluestænger, der skal til for at honorere kravene til det letteste kystfiskeri med 0,15 og måske 0,12. Agnet kan godt være en Mepps 0 og en Go-Fi wobler. Og en Jack Rapid kaster godt på en 0,15. Selvfølgelig skal man være lidt gal for at bryde grænserne. Og ellers får man det i hvert fald at vide, til man - guderne forbyde det - tror på det selv. Sommeren 1992, lande­de jeg en havørred ude på Enebærodde på 3,5 kilo på 0,16, ved tidligt morgenfiskeri. På vejen ind mødte jeg en svensker, der stolt fremviste en havørred, lidt større end min, taget på 0,10. Han sagde, at han ikke havde fået sin, hvis han ikke havde gået med en så tynd line, fordi han så ikke ville have registreret nogle små pillerier. Det kan meget nemt være sandt!

 

Det er nok lidt af det samme, når vi snak­ker tidspunkter for havørredfiskeri. Det er almindeligt godkendt, at man kun fanger havørred om sommeren - aften, nat og tidlig morgen. Det er korrekt, at disse tidspunkter nok er at foretrække. Men at man ikke kan fange havørred midt på dagen er lallende nonsens.

Som notorisk godtvejrsfisker sker det ret ofte om sommeren, at kystbacillen overvælder mig lige efter frokost. Og det hænder ikke sjældent, at disse »håbløse« ture udmønter sig i et særdeles håndgribe­ligt stykke bevis på reglens utilstrækkelig­hed. Dette måske netop fordi mange af vore bedre kystpladser er kendetegnet ved, at der er mange fødeemner. For øvrigt skulle det da også gerne være sådan, at det er ly­sten, der driver lystfiskeren, og at en god naturoplevelse er det primære. Dermed sagt, at vi ikke bør være så påvirkede af al den fedtfinne-fikserede snak i blade, aviser og grejbutikker, at vi glemmer den vigtige rekreative del ved fiskeriet.

 

Hvad så med det her med genudsætning af fisk? Det er jo som regel for små fisk. Hvis man læser og lytter til den gængse la­tin, så siger den jo, at man for alt i verden skal undgå at beskadige ørredens slimlag. Jeps, men hvorfor foreskrives der så stadig fangstnet eller en våd hånd! Man over­gramser jo netop fiskens sider, selv med en våd hånd.

Hvorfor ikke gøre som følger: Undgå tilslag, hvis muligt, og giv masser af løs line. Hvis dette ikke virker, så løft fi­sken op i agnet. Selv med en streamer kan det som regel lade sig gøre. Hvis den stadig hænger på, så løft den i kæben med to fingre og lirk agnet ud med den anden hånd. Så undgår man helt at røre slimlaget. Og de fleste hol­der jo også særdeles fast, når de står med en sprællende fisk. Nogle enkle og rationelle råd som de fleste ville kunne tilslutte sig.

 

Differentieret Kystfiskeri

Den nemmeste måde at finde et mere spændende fiskeri, er givet at differentiere sit fiskeri. Det kræver ikke specielt meget af sin udøver, kun kendskab til fiskevandet og de almindelige rutiner omkring affiskningen på stedet samt overblik over mulighederne.

Hvis man eksempelvis går sin favorit kyststrækning igennem, i tankerne: Rigger til ved bilen, går ned til ledet, tager det første kast skråt ud mod enden af høfden / eller mod badekarrets yderkant, etcetera. Så vil det ofte vise sig at vor affiskning af stykket, oftest vil være en gentagelse af de fleste andres måde at affiske det på, udspringende af tilgængelighed, dovenskab eller rutiner. Bryd disse rutiner og fisk stykket fra den anden side, på en anden afstand eller med helt andet grej, det vil ofte give fisk.

Det man reelt er oppe imod, er jo netop kombinationen af, det samme grej, præsenteret på den samme måde, fra de samme steder, gang på gang, sløve fisken. Så prøv at ryst posen og oplev forskellen.

Jeg anvendte denne metode, en gang først i firserne på Enebærodde på Nordfyn. Der var reelt kun en vej derud, gående fra leddet også derud af. Nogle enkelte cyklede de samlede syv kilometer ud til fyret, men de fleste fiskede sig derudaf, nogle kast de oplagte steder og på samme måde på hjemturen.

Jeg havde fulgtes med en kammerat derudad, hvad vi havde diskuteret kan jeg ikke huske, men et kvalificeret gæt kunne være politik. Jeg gik på HA og han var på den Sociale højskole, så når vi ikke snakkede fiskeri eller fester så sad vi struben på hinanden. Vi havde i hvert fald passeret et af de bedre steder, uden at fiske det, min ven gad ikke at gå de 200 m. tilbage, det ville jeg godt.

Jeg overvejede om jeg skulle gå en bue udenom og fiske det på den normale måde, det gad jeg alligevel ikke, så på vej derhen tænkte jeg på hvordan jeg ellers kunne gribe det an. Jeg fandt ud af, at hvor jeg normalt kastede på skrå ud langs, det lille rev, havde jeg nu en kortere afstand og dermed flere valg muligheder m.h.t. grejvalget. Jeg valgte 5gr. spinner som matchede lys og vand, kastede hen over revet og fik fisket nogen af de stykker vi ofte gik på, på det lavere vand. Jeg fik 2 større grønlændere på 10 minutter og en lektion jeg længe reflekterede over.

Selvom fordelene ved det differentierede fiskeri er mindre markante på kysten end de er i åen, så giver tankegangen alligevel fiskeren en edge i forhold til de mange, plus den skærper fokus på, hvad det er vi går rundt og gør.

 

Refleksbrik-wobleren

Forhistorien til denne type wobler er et til­bagevendende besvær med at holde refleks­brikker i snore på små aktive rygge. Jeg sad og betragtede en af disse brikker og dens reflekser i alle farver og retninger. Aha, wobler! Først en lille til åen. Det gik godt. Senere større todelte til kysten og mosen.

Man saver den ud, og det er nemt med en nedstryger. Sørg så for at bevare så mange som muligt af de originale kanter. Sammensætninger m.m. bores ud med et cirka 4,5 millimeter bor. Almin­delige bremserør saves i passende tykkelser og kontaktlimes fast. Det styrker hullerne. Sammenføjningen loddes. Den dekoreres, og så har man en anderledes reflekterende kystwobler!

 

Stik dem en gulerod

En aften hvor jeg sad og lavede grej, tilbød min kone mig en nyskrællet gulerod. Jeg kom til at tænke på Gunnar Jacobsens ud­tryk: »Der var så havørreder at man ville kunne fange dem på en gulerod”. Hvorfor ikke, fat i en uskrællet rod, rustfri pianovire igennem den, toppen forrest, afslutte med en større paillet og vupti en hurtig kystwobler. ”Roden” bør have en gang lak, for at undgå at den bliver slatten af saltvandet.

At jeg modtog meget hævede øjenbryn da jeg succesfuldt fiskede med den i Assens havn, mener det var 1988, er indlysende. Og Gunnar havde som oftest ret.

 

Et svømmebælte kan bruges til meget

Man tager et svømmebælte af »skumgum­mi-typen, skærer en passende blok ud, for­mer den med hobbykniv og senere med et barberblad. Man bruger rustfri pianowire til den gennemgående tråd, snitter en rille i bunden og kontaktlimer ”bly” i efter tempera­ment. Man kan »finpudse« kroppen over en lighter-flamme. Den smelter de værste kan­ter lidt og samtidigt hærder overfladen lidt. Hvis wobleren skal have ske, laves en rille. En passende ske indsættes og der anbefales en del kontaktlim. Man har så en wobler, som, hvis den er »varmebehandlet«, er blød at bide i og sam­tidig ganske hårdfør.

 

Efter nogenlunde samme fremgangsmå­de kan man også lave nogen ganske smukke korkprop woblere. De flyder godt og kan bære en masse ”bly” i forhold til størrelse. Hvis man vil lave dem med ske, skal skeens størrelse tilpasses, mængden af belast­ningen. Jo mere belastning, jo større ske.

 

Ophængeren

Ophængeren er for mange kystfiskere en uundværlig del af fiskeriet. På nogle tids­punkter af året på bestemte lokaliteter, f.eks. Odense Fjord ved lossepladsen, fore­går fiskeriet i den tidligste tid af sæsonen ofte med et blink uden krog også en eller to ophængere. Dette fordi krogen er til mere skade end gavn, og fordi fiskene alligevel ikke hugger på blinkene. Mange fisker på denne måde i nærmest buldo-tempo, med blinket langsomt dumpende hen over bun­den - fra det lave vand og ned igennem den gamle sejlrende. Når tiden så igen nærmer sig for blinkene, har mange dyppet et par blink i en tynd flydende voks, så man kan se de karakteristiske mærker efter hug. Og så er det tid til at få krogene på igen.

 

Andre steder er ophænger fiskeri et nær­mest ukendt begreb. Jeg oplevede i slutfirserne noget aften- og natfiskeri nede ved lejren ved Årøsund. Det gav nogle fisk og en hel del snak med en lang række lokale fiskere. De var noget overraskede over, at jeg havde taget hovedparten af fiskene på ophænger. Der var jo aldrig nogen, der gik med op­hænger, fordi man aldrig hørte om nogen, der fangede på dem.

To år senere var jeg igen på ferie-kolonien, og denne gang var det anderledes. Fem ud af de syv fiskere jeg mødte gik nu med ophænger. Om det var til­fældigt? Måske. Men de påstod alle fem, at de altid havde gået med ophængere netop på denne kyst og med meget gode resulta­ter.

 

Jeg fisker næsten altid med mindst én ophænger, uanset om det er blink, wobler eller jig, der er i enden af linen. Men vi er jo alle sammen forskellige, gudskelov. Jeg sætter også en ophænger på en gang imel­lem, når jeg går i åen efter bækørred og regnbue. Dette medfører altid meget hæve­de øjenbryn, når jeg en sjælden gang træf­fer andre fiskere ved vore mindre vandløb. Det bliver sjældent kommenteret, så jeg slipper for at forklare, at det rent faktisk er en ganske effektiv teknik. Jo, lystfiskere re­agerer, når de møder en sådan åbenlys tåbe.

Ved put and take vandet sker det meget ofte, at jeg placerer en ophænger over mine foretrukne woblere. Her lader det dog til, at folk er hurtigere i optrækket, hvad angår nye ideer. Men det hænger vel også godt sammen med, at de, der dyrker en nyere ting, som put and take-søer, jo for de mere end 95 % ‘s vedkommende er mere åbne af sind og ikke stagneret i et stramt selvbekræftende kodeks over, hvad man gør og ikke gør.

Jo, der er nogle spændende facetter ved ophænger fiskeriet. Her tænker jeg i højere grad på fiskeriets muligheder end på de ofte ørkesløse »finkulturelle« diskussioner om fordele og ulemper ved en rød kontra grøn uldhale på en flue. Mit eneste konkrete bi­drag til denne diskussion skal her være: Anskaf jer en trefarvet Collie (sort lassie). Den dækker materiale-behovet til de fleste ophængerfluer - bortset fra bindetråden. Lange sorte, brune og hvide hår, fremragende dubbing materiale i de samme farver etcetera.

Men hvad så med disse tidens angiveligt højak­tuelle sikre superfluer, der skulle give dig drømmefisk i metermål? For mig at se er det eneste sikre ved disse fluer, at de tjener til at profilere »opfinderen«. Hvis de i det hele taget er nye, og mønstrene ikke bare er tillempede »oversættelser« fra udenland­ske blade. De forvirrer den stakkels læser, som på trods af at han eller hun går med sikkert grej (fem kugle-lejer i hjulet, kul-kevlar og high modulus progressivt, distanceflexende »kæp« m.m.), stadig ikke fanger en brik, fordi det i modsætning til hvad salgsgasset siger, faktisk er fiskeren og ikke grejet der fanger fisken.

 

»Verdens bedste fluemønster«

I dag er der - som i går - en lang række særdeles varme navne blandt ophængerne. Sølvræven var en, så kom ”juletræerne”, ”glimmer rejerne” og en række andre. Før dem, har der været en meget lang række, hvoraf langt de fleste har været glemt gennem årtier. Tilbage står der nogle enkelte, som er blevet »ever­greens«, f.eks. Cigaren, Kutlingen, Irlands-fluen, Mudler minnow og andre. Men fanger disse, øjeblik­kets topfluer, da mere? Hvis de gør, tror jeg, at den væsentligste årsag er, at »alle« går med dem her og, nu (jeg selv inkl.). Og over tilpas lang tid vil de fleste da også kunne sige: - Jeg har gode erfaringer med netop »børge baghånds flue«. Eller med an­dre ord: Jeg tror, at de »uomtvistelige« go­de resultater, ofte skyldes et simpelt antal fiske­timer, måske iblandet lidt psykisk påvirk­ning som følge af det, man hører og læser. Dette langt mere end at de »vises havør­red-sten« skulle være fundet i den perfekte imitation.

Medgivet er, at denne sølvræv er flot. Ja, den ligner yngel. Men der er langt flere momenter i den perfekte imitation end blot den ydre lighed. Hvordan fiskes den? Bevæger den sig som originalen? Fisker man på geografiske lokaliteter, hvor origi­nalen findes? På tider af året, hvor fiske­ynglen findes? I den forbindelse har jeg haft nogle pudsige oplevelser med den om talte kutling: De senere år har jeg fisket en del ved Kolding Fjord og øst for Hejls. På den ene lokalitet er det aldrig lyk­kedes mig at fange på Kutlingen, mens den anden har givet en del fisk på fluen (jeg prøver stadig).

Nej, alle fiskere på alle kyster er ikke i stand til at fange på den »perfekte imitati­on«. Lad os derfor hellere betragte agnet / fluen som noget af det, den er: En blænden­de flot agn, som det er en fornøjelse at stå med i hånden, se på, betragte i fluestikket og i munden på en havørred.

At de gode resultater så i de fleste tilfæl­de skyldes den enkelte fiskers kvaliteter, teknik og lokalkendskab, frem for den ene eller anden flues »magiske« evner, må være rimelig klart. Dermed så også sagt, at hvis man altid går med sin favoritflue, f.eks. en nøjagtig kopi af 3,3 centimeters hornfiske-yngel, så vil man også en sjælden gang imellem rende ind i de specielle forhold, hvor denne imitation giver gigantfangster. Og dermed er »det« bevist, at det er »ver­dens bedste fluemønster«.

Jeg tror ikke på, at der er nogen genveje, udover regulært held, til det mere spæn­dende fiskeri end den tidligere nævnte tre­deling: Kendskab til biologi, geografi og teknik, bortset fra rent og skært held, hvilket heller ikke er at foragte.

 

Et par tips, på falderebet

Hvis jeg lige skal afrunde stykket med et par praktiske tips, så skal det første være: Benyt dig af de fredelige tidspunkter på kysten. Forstået på den måde, at der er markant forskel på antallet af fiskere, på et godt stykke, om det er weekend eller hverdag. Jeg oplevede det for nogle år siden, det var vist forår og en skæv helligdag. Det tog helt pusten fra mig at se P-pladsen fyldt op, første gang jeg oplevede i mere end tyve år. To dag efter, var alt heldigvis tilbage ved det gamle, ikke en bil og ikke et menneske øje.

Er der noget som Niels Vestergårds geniale kystfilm, burde have lært alle, så må de være de mindre grupper havørreders mobilitet. Så hvis du har haft et hug, mistet en eller haft et par følgere, og der så kommer en pause i fiskeriet, så bliv i området og find dem igen, de er der jo.

Og endeligt, når du er derude på kysten, så nyd det, få pandet noget energi tilbage på batterierne og få nogen oplevelser med hjem.