"Sikre måder" at miste flere fisk på

 

Engang i starten af tierne, rendte jeg ved en guddommelig kedelig reception, ind i en rigtig mangeårig fiskebekendt fra Odense Å. Da vi aldrig havde haft andet til fælles end bækørredfiskeriet, drejede det meste af vor konversation sig selvklart omkring dette. På en eller anden måde kom vi til at snakke om de mistede fisk, vi huskede fra årtier ved åen, og i naturlig forlængelse af dette om de ”fuck-ups”, der førte til de bommede fisk – og der var uafviseligt mange.

 

Da min bekendt uddannelsesmæssigt var civilingeniør og dermed næsten mere belastet i retning af det logiske, rationelle og rubricerende som undertegnede, så varede det ikke længe, før vi var i gang med at putte disse oplevelser i forskellige årsagskasser – grej, teknik og panik eller menneskelige årsager. Derefter graduerede vi samme i noget, der kunne være fra mindre og næsten undskyldelige ”mis-haps” til ”fuck-ups” af galaktiske dimensioner.

Vi hyggede os fint og gik hver til sit efter at have mindsket ubehaget ved den påtvungne socialisering. Senere vendte jeg dog tilbage til denne traume skabende stak af oplevelser, og i et kort anfald af medfiskervenlighed opstod den tanke, om dette kunne bruges til en begrænsning af overflødigt mistede fisk i stedet for bare at se det som noget rent underholdnings skabende, så her er forsøget.

 

Manglende vedligeholdt eller forkert anvendt grej

Et gammelkendt og effektivt trick, herunder, er den alt for gamle line en sikker vinder. ”Den kan holde en tur til”, siger rigtig mange, blandt andet undertegnede. Forskellen er bare hvor mange timer, ture eller sæsoner, man lige tager ekstra.

For mit eget vedkommende er det tydeligt, at det er det grej, jeg bruger sjældnest, at udskiftningen bliver skubbet længst. Selvfølgeligt er der gradsforskelle fra den velkalkulerede, velafbalancerede, mindre udskydelse til den totale ansvars pådragende ”fu—up”, hvor man virkelig tigger om, at det skal gå galt.

Også stænger og hjul kan blive for gamle. Der er selvfølgelig forskel på, om det er en gammel massiv ni fods Yde-stang, der bliver brugt til lidt aborrefiskeri, eller om det er en delikat, gammel splitcanestang, der bliver overmatchet ved eksempelvis havørredfiskeri.

Netop dette gjorde en af de lidt sjældnere gæster ved åen. For at dupere rakket (os) mødte han op med en Hardy ”Koh-I-Nor” (urdu for ”bjerg af lys”) #7, et ligeledes klassisk Hardy fluehjul og en ny silkeline. Da han var almindeligt kendt som en små prætentiøs show-of, som det næsten altid lykkes ”at køre ged i” i hans mindre diskrete profileringsprojekter, så skete det samme her.

En af de dengang sjældnere havørreder knaldede på, og det var en del mere, end hans bedagede ”Palakona”-stang kunne klare også selvom han ikke havde holdt den benhårdt. Nu lød der bare en knagende tør uheldsvanger lyd fra stangen, som et øjeblik efter splintrede med splitter og splinter i alle retninger, til grænseløs jubel fra den tænkt beundrende hob – spektakulært!

En anden effektiv måde der også er grejrelateret, er dimensioneringen af grejet. Men mest hvordan man tackler det at stå med virkeligt let grej. Det gør jeg det meste af tiden, i hvert fald i forhold til mine fiskende omgivelser. Der er bare pokker til forskel på at handle bevidst, velovervejet og at have erfaringerne til at kunne tackle disse situationer og så at stå i en tilsvarende situation, uden erfaringer og uden nogle særlige tanker omkring, hvordan man agter at klare situation.

Hvis man ikke har gjort sig nogen tanker på forhånd, i en situation, hvor man går med let ørred- eller stalling grej, og så laksen eller den større havørred hugger, er man pænt uansvarlig og selv ude om, hvad der kommer. Hvis man derimod som minimum har gjort sig tanker om, hvordan en sådan fight kunne forløbe – som overvejende tilskuer og uden den store mulighed for at kunne præge slagets gang, så kan man stå væsentligt bedre rustet. Hvis man så også har i baghovedet: At her er der en god plads at fighte eller lande en fisk, eller om der er pælerester langs egen side – fy for pokker da!

Hvis man har erfaringer fra tidligere ”overmatchede” fights, så har man flyttet så mange marginaler fra fiskens side og over på egen, at man står med en hæderlig mulighed for at klare denne "dobbelt up" udfordring for forholdet mellem brudstyrke og fiskens vægt.

 

Tekniske fejl

Nogle enkelte gange ser man, at det kan være virkelig grov mangel på teknik, der er årsag til mistede fisk. Her husker jeg specielt en fisker ved Fruens Bøge, fra engang i slut halvfjerdserne. Vi var nogle stykker, der havde afsluttet fiskeriet og stod og snakkede ved biler og motorcykler, da vi så en lidt ældre (måske tredive år), meget stilrent fluekastende fisker. Kastene lå perfekt, linebuen i luften fejlfrit, og længden var også imponerende. Vi andre, langt mere rustikke kastere stod og beundrede den lethed og elegance, som han præsterede, lidt misundelige.

Så hugger en rimelig ørred hans tørflue og kroger sig selv – hvad gør han så? Han kikker sig forvirret omkring, lægger stangen og begynder at trække fisken ind i linen! Vi står fuldstændigt målløse og glor på ham. Normalt ville der lyde et kollektivt hyl fra den nådesløse hob af kompetente, fiskende tilskuere, men dette efterlod os målløse. Han taber selvfølgeligt fisken efter kort tid, samler stangen op og ruller linen ind for at genoptage fiskeriet med de samme perfekte kast.

”Tosse-John” går hen til ham og spørger direkte, hvad fanden det er, han laver? Smide stangen – øh?

Det viste sig, at han havde deltaget i flere fluekastekurser hos en række store fluefisker profiler, men åbenbart aldrig modtaget undervisning i at fighte fisken! Da han sagde dette, trillede tårerne massivt. Vi skreg af grin i flere minutter ude af stand til at udvise den mindste form for medfølelse. Han tog det nu pænt nok.

Senere på sæsonen, hvor han havde fået styr på fight delen også, hjalp han da flere af os med at afpudse vores kastestil, og vi kom fint ud af det med ham, selvom han havde svært ved selv at grine ad episoden.

 

Af mindre graverende tekniske/strategiske fejl, kan være manglende evne til at forudse dele af fight eller landing, her er der mange muligheder for at smide fisken.

Hvor dirigerer man fisken hen? Ud af farezonen eller ind i vanskeligheder? Ender man med at skulle lande fisken på en høj skrænt eller mellem høje grødebanker og grene eller under nemmere forhold med godt overblik? Her ryger der virkeligt mange fisk.

Dette bygger i al væsentlighed på erfaring, egne erfaringer. Det vil som regel sige, at man reflekterer over en situation og finder en bedre løsning næste gang. Desværre ser man alt for ofte, at folk repeterer de samme fejl og gang på gang mister fisk, grej eller motivation på grund af samme.

 

Under fightet eller over fightet

Det giver næsten sig selv, at begge dele er lige skidt, om man forhaster og voldtager fisken med større risiko for sprængt forfang og line samt ukontrolleret luftakrobatik, eller man overfighter og lægger for lidt pres på. Længere tid er jo også større risici fordi krogen arbejder i krogholdet. En grødebusk eller en gren kan komme i vejen, fisken kan bore sig, etcetera, etcetera. Kort sagt for lidt og for meget fordærver, hvilket vi jo godt vidste.

 

Menneskelige årsager – herunder fightpanik

Alle kan opleve følelsen af angst/frygt for at miste på et eller andet tidspunkt. For nogle kan disse følelser give fokus- og koncentrationsproblemer i forbindelse med udførelsen af en opgave.

(http://www.ehow.com/about_5080029_mild-anxiety-disorder.html)

Ikke nogen ringe definition på den milde form for panik, som man med en vis rimelighed kan kalde ”fightpanik”. Denne panik skal ikke forveksles med andre former for panik/angst, som vurderes til at være en langt mere afgørende og dyb tilstand.

Sammenhængen ligger præcist i, at ”nogle gange kan disse følelser give fokus- og koncentrationsproblemer i forbindelse med udførelsen af en opgave”. I dette tilfælde at bevare hovedet koldt nok til at udføre opgaven – fight og landing af fisk.

Man kan vel sige, at fightpanikken er et øjebliks frygtpsykose over for at ”miste”, og netop denne panik mangedobler effektivt sandsynligheden for netop at miste!

Fightpanik er givet den største enkeltårsag til massive mængder af ufrivillig C&R. Hvad det præcist er, der sker, er ikke til at sige, men det er en hel masse.

Et par typiske eksempler kunne være en iskold vekselerer og aktiehandler, vi kendte fra Odense Å. Rolig som en jysk landmand i alle livets faser, næsten. Når han fik fisk på, gik klappen ned, og han brændte garanteret mere energi af end fisken, løbende, larmende og råbende usammenhængende, som om intet andet fandtes i universet. Det var enormt underholdende, og vi kunne som regel høre det fra Restaurant Skoven og ned til Sorgenfri-broen, hvilket er et pænt stykke. Han mistede selvfølgelig en del fisk på denne konto, men det sjove var, at engagementet stoppede samtidigt med landingen eller tabet af fisken, som man knipser med fingrene. Så var han igen den samme iskolde, flegmatiske og urokkelige person, der tog alt i stiv arm.

En anden fisker med lejlighedsvis fightpanik, er et af de landskendte navne. Sikker teknik, masser af fisk på meritlisten og så mange timer på bankbogen som nogen, jeg har mødt. Jeg mødte ham en forårsdag ved den gamle kanal omkring 1990. Her fik han en god havørred på godt et par kilo. En god fisk, men langt fra

noget ekstraordinært og specielt ikke for ham. Så ramtes han af panikken, og arme og ben gik på ham. Han holdt den for hårdt, gav den løs line, fordi han snublede rundt i sivene, og afslutningsvis forsøgte han at lande den flere minutter for tidligt. Selvfølgelig slog den sig af, og han stod lidt og rystede på hovedet og fik sagt: ”Det var sæsonens største!” Øhh – hvorfor ville du ikke have den?

Det næsten modsatte oplevede vi med en anden Odense fisker, ”veganeren”. Vi kaldte ham sådan, fordi hans kone fik det flip, at hele familien nu skulle droppe kødet. Dette medførte, at manden ikke mere tog sin fangst med hjem, men kørte 100 % C&R fra næste dag.

Veganeren havde tidligere været en af de meget ”dynamiske” fightere. Dette ændrede sig øjeblikkeligt, da han nu var befriet for presset om ”ikke miste fisken fordi den skal med hjem!” panikken. Vi lagde hurtigt mærke til, at han lige pludseligt stod helt afslappet og fightede fiskene. Han mistede langt færre fisk og begyndte sågar at gå med lettere grej, uden at det påvirkede antallet af fisk på land.

Vi snakkede selvfølgelig med ham om det, og lige så selvfølgeligt påstod han, at sådan havde han altid gjort. Om han selv troede på det, var nu nok tvivlsomt. Sikkert var det, at han gik fra at være en håbløs fighter til at få næsten alt på land, udelukkende fordi han ”slappede af”. Flere af os andre tog ved lære af hans stil-skift og opnåede ganske pæne resultater.

At det ikke bare er de nyere fiskere, der går i fiskepanik, kan man se et hav af steder. Fiske dvd er et oplagt sted. Hvor ofte ser man ikke angiveligt højt estimerede og profilerede fiskere fise rundt over det hele, medens de udstøder små kastrationshvin. Jeg er selvfølgelig klar over, at dette er et prof.-tip til at få fisken til at virke mere overvældende – men alligevel. Mange gange kunne man nok med fordel helt droppe det med fisken og lade det grundlæggende budskab stå med større troværdighed.

Tilbage står spørgsmålet så, hvordan kan man reducere eller bekæmpe fightpanikken? Tja, der er jo givet mange veje og endnu flere bud. Det grundlæggende er i hvert fald at man selv erkender nødvendigheden af at skulle ændre adfærd. Og altså en bevist proces, fra en adfærd og til en anden og mere hensigtsmæssig. Som værktøj til dette, vil mange nok med det samme slå ned på et af tidens fænomener, kognitiv miljøterapi. For dem, der ikke lige er opdateret om de seneste boller i psykologisuppen, så er det reelt det samme som NLP (neuro lingvistisk programmering), tror jeg nok, det hed, da det var det store dyr i psykologien. Også kaldet Nyt Lys i Pæren!

Jamen, hvad er det så? Tja, det er vel stort set det samme som Pawlovs hunde, ændret adfærd igennem stimuli. Altså bevidst indlæring af anden adfærd – Gud give, at jeg ikke render ind i en af de rettroende ved vandene!

Den mest oplagte metode, forekommer mig at være, at forsøge at vænne sig til situationen igennem forberedelse, tænke tingene igennem på forhånd, trække vejret dybt, selvsuggestion. Vejene er mange og næsten alt andet er at foretrække, frem for at fortsætte en uhensigtsmæssig adfærd.

Som rosinen i pølseenden skal jeg da lige nævne en sidste god måde at smide fisk på, nemlig træthed eller den manglende koncentration. Typisk hen sidst på en lang fiskedag, hvor der er gået træthed og for meget automatik i fiskeriet. Man skal måske først hentes om et stykke tid og går og små pjatter lidt ukoncentreret. Fisken hugger, og man får ikke sat krogen.

 

Landingsfasen

Denne fase er specielt anbefalelsesværdig til smidning af gode fisk. Mulighederne er næsten ubegrænsede, og man kan frit vælge imellem at lande fisken for tidligt, for sent, fra et håbløst sted på brinken, med fisken trukket helt op i topøjet eller med en slaglignende bevægelse, der spænder brudstyrken for langt. Mange bruger at sætte andre kroge på ydersiden af nettet (virker næsten altid), hvis folk da overhovedet har et net med.

Som nævnt er mulighederne næsten ubegrænsede, selvfølgelig er fisken nu så tæt på, og alligevel så langt væk – kan det vise sig. Det er vel næsten som i fodbold. Ryger bolden ind, er spillerne geniale og trænerens strategi genial, uanset hvor håbløst sparket var, og at det blev rettet af fire gange undervejs, samt at idioten skulle have afleveret til en helt fri holdkammerat. Det er alt sammen lige meget, bare bolden kommer over stregen – eller ”målet helliger egoet”, kunne man sige. Bare fisken ender på land, har det været en fin landing.

Jeg er sikker på, at alle, der har haft en stang i hånden, har deres egne oplevelser fra denne mulighedernes fase, og at man virkelig er med på hvilke muligheder, man har under landingen. Jeg har da også kun en enkelt lille landingstildragelse at bidrage med – fra Omme Å tilbage i 70’erne. En ældre mand, måske midt i trediverne, stod med en temmelig pæn bækørred på, og han var over det hele. Jeg kan ikke huske så meget andet, end at det slog mig, at det nok ikke var den smarteste måde at fighte og lande fisk på.

Da han får fangstnettet frem, begynder han at tæve fisken med det. Han slår den en tre, fire gange med fuld drøn på. Sidste gang røg netrammen fremad og tog spinneren med af i farten. Fisken er inde på måske ti centimeter vand og har ikke opfattet, at den er fri efter den gang øretæver. Manden smider sig teatralsk hen over fisken, men rammer forkert! Plasket og bølgeskvulpet sender dog bækørreden, som offer for en tsunami, en meters penge op ad brinken, hvor den besluttede sig for at udånde.

Manden springer op og kommer næsten op at stå, da han glider og planter knæet på netrammen, som nok kunne holde til at blive brugt som baseballbat i en nærkamp i en baggård, men ikke som snesko. Forskrækket over knækket (Langelænder), glider han og lander i fuld længde hen over sin stang og hjul (som holder) ved siden af fisken. En fiskebekendt, der står med sit Instamatic kamera i hånden, foreviger situationen til stor fortrydelse for den nu ”hæderkronede storfanger”.

Tilbage står, at landingsfasen bogstaveligt taget er et minefelt. Så uendeligt meget kan gå galt her uanset hvor erfaren og velforberedt, man er. Det nemmeste er at anbefale at tage den med ro – nemt at gøre, men svært at kontrollere eller udføre, men der er ikke nogen vej udenom.