Lystfisker eller sportsfisker (or not to be)

Jeg har i de fleste af mine plus halvtreds år (første ørred 1962) som fisker været hamrende ligeglad med hvad andre gjorde eller kaldte det de gjorde, så længe de holdt sig indenfor gældende love og regler.
Jeg brugte ordene i flæng, ikke fordi jeg opfattede dem som synonymer men fordi sondringen var ligegyldig.

Spørgsmål som: "Er du lyst- eller sportsfisker", blev konsekvent besvaret med et: ja.

På et tidspunkt sniger sondringen sig alligevel ind på mig, og det er som om at folk opfattede en sportsfisker som noget ophøjet i forhold til en lystfisker. Hvilket jeg altid har ment var noget vås, men pragmatisk bliver man jo nødt til at anerkende disse tvangstanker, alene på grund af den effekt, de har. Så hvis jeg bruger narrativer, er jeg bevist om denne urimelige sondring og vælger ud fra den mening, jeg ønsker, der skal gives.
Så for nogle år siden læste jeg i et af de første numre af Sportsfiskeren, fra jeg tror det er 1928, hvor man gjorde meget og måske for meget, ud af denne sondring mellem lyst- og sportsfisker. Det forekom mig videre at argumenterne faldt noget til jorden, fordi de ikke var bundet op på nogen rationel holdbar logik. Jeg husker specielt det, at det kom til at fremstå som om at man fravalgte lystfiskeren eller lysten som drivkraft, siden har jeg konsekvent kaldt mig selv for Lystfisker.

Men lad mig lige dvæle ved sondringen, lyst eller sport. Det er nok nærmest en ontologisk sandhed, at det er "lysten der driver værket" og dermed at der er en sondring mellem lyst og sport.
Man kan sammenligne æbler og pærer, her er det nærmere at sammenligne biler og "volvoer", hvor det ene tydeligt er en del af det andet, altså lysten er en forudsætning for sporten.

Så det ene forudsætter det andet, bortset fra hvis konen "tvinger" dig ud at løbe fordi det er sundt, i stedet for at tage en tur til åen, men som hovedregel – nej. Ingen når noget sportsligt hvis de ikke er direkte motiveret, igennem lysten til at udøve selve aktiviteten.

Hvis jeg så accepterer dette som mit aksiom (grundlæggende antagelse), kan jeg begynde at udlede teoremer (udledes igennem accepten af aksiomet). Så er de to størrelser, lyst eller sport, ikke et enten eller, men at det ene er en forudsætning for det andet og ligestillingen mellem lyst og sport er dermed et ikke godkendt parameter / teorem.
Kan denne nye antagelse så berettige til den føromtalte "ophøjethed", altså i forhold til eventuelt at have "taget skridtet videre", fra lyst og til sport ELLER er brugen af sport slet og ret forfejlet i denne kontekst.

Hvor er sports momentet i det hele taget?
Kan man overhovedet finde nogen parametre hvorfra det giver mening at kalde fiskeri for en sport?

Casting er en sport, det er der vel ingen der er uenighed om, fælles kendte og accepterede regler hos alle parter, uanset om det er længde eller præcisions kast.
Fokuset på netop kendskabet til reglerne er helt centralt, her kan ingen påstå at fisken er bekendt med nogen former for regler i "sporten" og hermed er den vigtigste forudsætning for at acceptere fiskeri som en sport også væk.

Tilbage står så det rene behov, hos nogle fiskere til at ophøje egne aktiviteter til noget det ikke er.

Hvad med lysten da?
Begrebet "Lyst" er ikke på samme måde "gensidigt forpligtigende" for parterne, derfor er den formodede manglende lyst hos fisken til at blive fanget, heller ikke definitionsmæssigt så forstyrrende og misvisende som "sporten" er.

Med Petri broderlig hilsen
Steen Vinkel

(debat indlæg)