Grejsamleri og handel med gammelt grej
Af Steen Vinkel.

At forsøge at formidle glæden ved et eller andet gammelt og sikkert rustent stykke metal er ikke lige til. Hvorfor et ridset, gammelt, rødt Ambassadeurhjul kan blive taget frem gang på gang, blive kørt et par omgange og så blive lagt til side igen, kan være svært at forklare. Eller et par gamle, danske spinnere eller et par velkendte Nap og Nyt fra halvtredserne eller tresserne.

For familiens anderledes klare øjne er et gammelt hjul bare et gammelt hjul. Om der står SG med små bogstaver, eller om det har tre eller fire skruer i den ene eller anden gavl, er de også behageligt bedøvende ligeglade med. I bedste fald accepterer de bare tingenes tilstand.
For os andre, der har bacillen, eller hvad vi nu bør kalde den, og som man næsten under ét kan kalde for produkter af "Nap og Nyt"-generationerne, forholder det sig anderledes. Mange kan næsten gå i selvsving over, at der sidder en krydskærv i stedet for en lige på et hjul eller en farvenuance på et blink. Og har vi først det ene, hvad er så mere nærliggende end at stile efter at få fingre i de andre også? Og vupti, så er man i gang.
Hvad der er galt med os? Tjoh, mit første bud ville være en hel del. Min næste tanke vil nok være det mere oplysende – hvorfor?
Man må nok se lidt mere nuanceret på, hvilke årsager, der kan være til, at denne antropologiske mærkværdighed, at en relativt velafgrænset aldersgruppe af næsten udelukkende mænd har denne passion, som yngre generationer åbenbart ikke har.

Et gammelt Dansk Boca Rocket, sidecast hjul. Man drejer spolen 90* og kaster ud over spolekanten. Drejer spolen tilbage og spinner ind.

Produkter af en anden tid
Et par af grundene, der nok er værd at fremhæve, er i hvert fald de før omtalte grejkataloger, der prægede vor barndom og ungdom og altid lå i skoletasken, i lommen eller på natbordet. Denne prægning på grejerne, som nok er karakteristisk for de unge, der voksede op fra slut fyrrerne og vel frem til halvfjerdserne, og som blandt andet indeholder respekten for håndværket og kvaliteten, forskelligheden mellem grejerne, og grejkataloger med historier, der tog os med ud at fiske over hele verden i artikler af samtidens store fiskeforfattere. Dengang var det at vælge sig et hjul en meget langsigtet investering, så det var med at få det rigtige første gang.
Kontinuiteten omkring grejet er helt givet en anden meget væsentlig årsag. De samme hjul og blink kunne følges år efter år, ja, mange gange årti efter årti, hvor der måske kom en ny størrelse eller farve til hist og her. Kvaliteten på grejerne, der var bygget og udviklet til at holde og ikke som i de seneste årtier bare lavet med henblik på hurtigt genkøb.

Den helt igennem hamrende effektive markedsføring overfor "vore" generationer, der ikke kendte denne type effektive påvirkning af præferencer, adfærd og forbrug, virkede – og virker stadig – særdeles godt.
Som notorisk afsætningsmand siden engang i halvfjerdserne vil jeg med det samme pin pointe netop kontinuiteten og kvaliteten som de helt afgørende faktorer for succesen i form af produkt- og mærkeloyalitet. Kvaliteten af grejerne sikrede kontinuiteten i åremål, kontinuiteten sikrede genkendelsen og fortroligheden med de enkelte grejer.

En fortrolighed med grejet, som i dag er afsætningsmæssig umulig, fordi produkterne helst skal skiftes ud hvert år. Bare tænk på forskellen for den enkelte fisker imellem at have et kvalitetshjul i plus tredive år kontra ca. fem år! Jo længere tilfredshed, desto stærkere mærkeloyalitet. Og des større er sandsynligheden for, at man senere i livet erhverver sig et af ungdommens genkendelige produkter og netop hermed rammer det centrale i forhold til at eftertragte et stykke grej halvtreds år senere. Dette er sikkert også præferencen bag om rustbunken med de tre eller fire gavlskruer og et hvidt eller sort håndtag.

Et sjovt gammelt Hardy Decantel fra 1920érne

Hvorfor dog købe det gamle skidt?
Ud over det tidligere nævnte rent rekreative formål at sidde med tankerne andre steder, medens man kører med et hjul, fingererer ved et blink eller noget helt tredje, så er der som udgangspunkt to årsager til, at man køber gammelt grej.
Den første er, at man har en grundlæggende fascination over for dette grej og ønsker at besidde noget af det. Den anden er, at man ud fra forskellige kriterier ser fordele ved at bruge det.
I andre sammenhænge er der som regel også en tredje årsag, nemlig den rene investering. Men fordi grejsamleriet er så lille et interesseområde, vil alene denne beskedne størrelse medføre, at det vil være absolut mindre interessant for helt eksterne personer at investere i.
Selvfølgelig kan man i en lavkonjunkturtid benytte sig af samme og købe billigt, gemme og så sælge i højkonjunkturtid med profit eller med en vis sandsynlighed for en profit.
Man kan også sige, at det enten er de funktionelle fordele eller fascination af den ene eller anden årsag, der er købemotiverne bag vor handel med gammelt grej.
Funktionelle fordele?
Hvad kan der være af funktionelle fordele ved at fiske med bedaget grej? Tjoh, en hel del, faktisk.

Billigt og næsten uforgængelig kvalitet
Jeg har ved mere end ti lejligheder købt og foræret billigt indkøbt introduktionsgrej til venner og bekendtes unger. Det enkleste har været et gammelt Abumatic 20, 30, 35 eller 220, en billig glasrørsstang og for de mindste en med forsænket hjulholder. Det har jeg som regel kunnet finde for en lille "hund" på en af vore auktioner eller byttedage. Grejet kan holde en hel del år, der er sågar en, der har brugt dette flittigt igennem mere end femten år! Og det kører stadig upåklageligt!
For de lidt større eller som afløserhjul har jeg på samme måde anvendt 500-hjulene som overgang til Abu 333, 444 og 444a, og lad mig sige det lige ud ad landevejen, de ER uopslidelige! En dråbe olie og en ny bøjlefjeder hvert tiende år, så kører de videre!
Jeg fik et i 1970. Det havde det ligget i en kajak på Flådestation Grønnedal i flere år, og jeg brugte det i åen, på kysten og i mosen igennem masser af timer over en del år. Senere kun på kysten, men masser af timer. Nu bruger drengene det og et tilsvarende på kysten, stadig uden problemer! Til sammenligning bliver disse hjul stadig solgt som fuldt funktionsduelige for ingen penge. Jeg så eksempelvis et pænt 444a på 123nu, der blev solgt for 30 kr! Prøv lige at finde noget, der er billigere.

En dejlig gammel Farlow flueboks fra før verden gik af lave.

Nostalgi eller generel tilfredshed med grejets præstationer
Denne overskrift dækker både over dem, der "bare" fisker videre med det grej, der fungerer for dem – måske ud fra tesen "Dont change a winning team" samt dem, der vender tilbage til grej af årsager, der måske er mindre funktionelt begrundet. Det kan være et bestemt mærke – måske "jeg ser mig selv som en Mitchell-mand" – eller måske på grund af design. Dette gælder ikke alene for ATH fluehjul, som må siges at være i særklasse på dette specielle område, men også for mindre iøjnefaldende egenskaber, der skaber præferencer.
Herudover er der også en mindre gruppe, der dyrker fiskeriet med det helt gamle grej, og man kan da forstå dem til en vis grad. Nemlig dertil, hvor forskellene mellem hvad det antikverede grej kan kontra det moderne. Hvis forskellen bliver for stor i eksempelvis kastelængde eller måske brudstyrke mellem en silkeline og en moderne ditto, så vælger de fleste kompromiset.
Først gruppen der "bare fisker videre" med det grej, der fungerer. Hvem jeg givet er en af. Flere af mine foretrukne fluestænger er kvalitets glasrørsstænger fra ca. halvfjerdserne. Mine klart foretrukne liner er stadigt DT-F, og jeg har heller aldrig anskaffet mig andet end klassiske fluehjul og ditto flueæsker. Ikke noget med LA-hjul, plastikflueæsker eller skydehoveder, der er så tunge, at de lander på vandet med en elegance som en hund, der bliver smidt i.

For mit eget vedkommende har denne yderst konservative handlemåde i hvert fald haft den positive effekt, at jeg kender mit grej ud og ind. Dette kan måske virke mindre relevant, hvis man står på kysten eller ved andre store vande, men ved de mindste bække og med krav om bogstaveligt taget millimeterpræcision, skal jeg love for, at årsag og virkning hænger sammen.
I forlængelse af foranstående må jeg fremhæve, at min fascination ved at fluefiske er elegancen ved fiskeriet og letheden, hvormed jeg får et fnug af en tørflue til at lande på vandet så let som et kys. Præcisionen ved en opstrøms fisket nymfe, der bliver hævet i vandet på vej mod overfladen lige på rette sted for næsen af den ørred, jeg fisker efter, er det attraktive ved fluefiskeriet. Ikke et skydehoved, der spreder skræk i vandene og surfbare bølger.
Jeg plejer her at referere til noget, Saabye sagde til os ved Odense Å for masser af år siden: "Du kan alligevel kun gå med en stang, et hjul og en flue ad gangen, så du kan lige så godt gå med kram, der tiltaler dig". Så det gør jeg!
Samtidig mener jeg, at den klassiske lyd af "Screaming Hardy´s" stadigt er den skønneste nattelyd ved åen – for mig.
Den anden gruppe er dem, der vælger at vende tilbage til visse typer af grej. De har mange gange været hele turen rundt og er forhåbentligt afklaret omkring det, de vælger af grej.

Samlerinteressens udbredelse
Som interesseret i gammelt grej siden engang i tresserne samt som et af de oprindelige medlemmer af den Danske Grejsamlerklub, har jeg med min afsætningsøkonomiske baggrund iagttaget denne aktivitet og handel med særlig interesse igennem mange år.

En hjemmelavet rapala kopi, lavet i rav. Som alle andre af mine woblere har denne også fanget fisk, en!

Samleriets udvikling eller faser
Det slog mig temmelig tidligt i klubbens tid, at der måtte være en udviklingsmæssig "model", som grejsamleriet også måtte følge. Det mest nærliggende var så at skele til et af de beslægtede, men også langt mere udviklede samlerområder, nemlig våben.
Sandsynligheden for at grejsamleriet skulle igennem de samme faser som våben, viste sig at holde stik og i al væsentlighed at være forudsigelig.

Den kuriøse fase
Den første fase kan man kalde den "kuriøse" periode. Eksempelvis kommende til udtryk i, at man lokalt ved vandene blev kendt som den lidt sære fisker, som samlede på grej og en gang imellem fik en pose "gammelt skrammel" med ordene: "Er det sådant noget her, du er interesseret i, ellers kan du smide det ud!"
Priserne i denne periode var ofte "uniqua-priser" forstået på den måde, at der ikke var nogen som helst referencepriser at gå ud fra, og at den endelige pris blev bestemt af køber og sælgers øjeblikkelige behov.
Der var eksempelvis en fisker ved Fruens Bøge, der i midt halvfjerdserne kun fiskede med 4-grams kobber Svängsta-spinnere. Disse skulle endvidere være malet med tre grønne pletter, tror jeg nok, og da han kun havde en tilbage af disse sjældne spinnere, var hans forhandlingsposition svækket, da han ville købe de to spinnere, jeg havde i min grejæske. Da jeg kun ville bytte lige over med to 5 cm Rapalaer, der dengang var stinkende dyre, endte det med, at han måtte give sig.

Kommunikationsfasen
Den anden fase kan man kalde "kommunikationsperioden". Her blev de første skridt taget til en modning af grejsamleriet. Klubben blev startet i 1986, og perioden her omkring var blandt andet kendetegnet ved, at vi første medlemmer åbent delte al vor viden om grejet og i øvrigt undrede os over, hvad man fandt i andre dele af landet.
Priserne i denne periode blev gradvist afstemt efter hinanden. Jeg kan huske, at vor gamle nestor, Jørgen Lindstrøm, sammen med et par andre kom op med en brugbar model for priser på Record-multihjulene, hvor man for de almindelige modeller startede med 150 kroner og så forhøjede prisen med en halvtredsser for hver model, hvis hjulene var i pænere stand. Denne "nøgle" har i det store hele vist sig anvendelig helt frem til i dag bortset fra enkelte perioder, hvor udbuds- og efterspørgselskurverne er blevet forrykket på grund af store ændringer på det ene eller andet parameter. Eksempelvis ved populariseringen af samleriet i Danmark. Eller et par år senere, da vore svenske brødre i lige så stort omfang fattede interesse for grejet og deres grejmæssige kulturarv med efterfølgende eksplosion i efterspørgsel og efterfølgende stigning i priserne.
Dagens priser (2012) er naturligt præget af lavkonjunktur og privat modvilje imod at bruge den historisk store opsparing, danskerne har. NÅR – ikke hvis – bølgen gradvist vender og troen på økonomien, sikkerheden i ansættelsen og glemslen af de nuværende magre år har bredt sig, og det kun er enkelte gamle, "grumpy" og halvt indebrændte, økonomisk uddannede, der husker denne periode her (2008-20??), og selv banker og realkreditten begynder at showboate igen, så stiger priserne også. Hvor meget er umuligt at sige, fordi de bagvedliggende parametre igen delvist afhænger af den foregående høj- eller lavkonjunkturs dybde og varighed.

Populariseringsfasen
Den tredje fase kan kaldes "populariseringen" og var givet en direkte konsekvens af skriverier i blade og aviser om vore mærkværdigheder, og mange fiskere fik øjnene op for de forskellige spektre af samleriet. De grejer, som "Nap & Nyt"-generationen kendte så godt fra grejkatalogerne år efter år, men måske aldrig havde fået købt. Eller de hjul, som kammeraten eller faderen gik med. Det grej, man ønskede sig år efter år eller aldrig prioriterede at spare sammen til, etcetera.
Denne fase blev dog mest speciel ved det store antal nye medlemmer i klubben. Før skriverierne var der måske en tredive stykker, nu steg antallet af samlere i løbet af et øjeblik til et par hundrede!
Konsekvensen af denne eksplosion i antallet af samlere, der nu efterspurgte på et eksisterende og begrænset udbud, påvirkede priserne markant. De steg næsten eksponentielt for selvfølgelig stille og roligt igen at falde tilbage til deres tidligere niveau plus de traditionelle tyve procent. I øvrigt på nøjagtig samme måde som næsten alt andet, eksempelvis huspriser før og efter konjunkturforandringer. Bare spørg bankerne i dag omkring værdi og belåning af fast ejendom – host!
Grunden til denne tilbagevenden til oprindelige priser er dog lidt anderledes med hensyn til grejet. Dette fordi antallet af samlere aldrig vil overstige antallet af de almindeligere "overlevne" hjul eller blink. Undtaget er selvfølgeligt de utimative sjældenheder. Sjældne grejer i ekstraordinær stand vil altid blive handlet til "uniqua-priser".
Som en uundgåelig konsekvens af prisernes karruseltur udløses der er en dyb usikkerhed om det "rette" prisniveau. Folk, der handler dyrt, vil være tilbøjelige til at opfatte "deres" priser som reference eller som de "rigtige" priser og så små-"bitche" over de lavere priser.
Den samme usikkerhed omkring priserne har en anden afledt effekt, nemlig at man med en vis rimelighed også kan kalde denne periode for "paranoidfase". De privatpersoner, der tidligere havde været leverandører til samlerne, har nu også hørt og læst om astronomiske priser på uhørte sjældenheder – ja, selvfølgelig i aviserne, hvor de kunne læse om "Børge-baghånds-tørflue-pirk", som var det eneste kendte eksemplar, etcetera. Nye samlere lurede på gamle samlere, "de måtte jo vide en hel masse", mere noia.
Denne noia betød, at handelen i perioder stod næsten stille eller i hvert fald var stærkt begrænset. Folk ville generelt hellere lade være med at sælge end senere at kunne komme til at fremstå som værende blevet snydt.
Konsekvensen for priserne var næsten logisk. En større del af handelen foregik med de "guldrandede" – altså relativt prissikre grejer.

Den modne fase
Den nuværende periode kan med stor ret kaldes "den modne periode". Samleriet er blevet udkrystalliseret på en lang række underområder, mærker og modeller. En del priser har lagt sig relativt fast, afspejlende en vis stabilitet. Handelen på internettet og på diverse auktioner har et sådant omfang og tilgængelighed, at priserne må kunne anses for at være gennemsigtige. Dette giver handlende det sikre argument: "Læg tingene ud på 123nu, Tradera eller E-bay og se selv!"
Der dukker stadigt "samlerkometer" op nærmest ud af det blå. Produkter, som har været velkendte igennem lang tid, og som lige pludselig får en renæssance eller et nyt fokus. Som eksempelvis Jensens Unika og Laks woblere, der i dag, 2012, ofte bliver handlet til mellem hundrede og halvtreds kroner til to hundrede kroner, hvor de i starten af årtusindet kunne købes for en flad tyver. Et andet eksempel har været de norske blink eller det gamle hæderkronede Toby Salmo (30 g). Grejer, der lige pludselig har fået en opblomstring med massivt stigende efterspørgsel og priser til følge. Disse skal så igen over tid finde deres nye naturlige leje. Reelt som huspriserne efter grådighedsboomet i midt nullerne, hvor banker, realkredit og lånespekulanter så en pengemaskine i at handle fast ejendom til mangedoblede priser, belåne samme nye opskruede værdier og så handle igen efter samme modus. Det er indlysende, at enhver, der træder ind i disse økonomiske eller produkt-"karruseller", selv påtager sig konsekvenserne for adfærden.

Grejsamlere og småhandlere er ikke anderledes end resten af befolkningen. Der findes et klart overtal af gode, velmenende og reelle mennesker, der handler korrekt, og som også gerne hjælper gamle mennesker over vejen og undlader at hænge på gadehjørnerne og slå unge mennesker ned. Kort sagt almindelige danskere, men som alle andre almindelige danskere kan blive fristet og en gang imellem også falde i. Får man muligheden for at lave den virkelig gode handel, hvem slår så ikke til? Og hvor i gråzonerne er vi så? Dette er som altid op til den enkeltes etik.
Så hvordan rådgiver man så en sælger i dette potentielt hajfyldte bassin?

Et Hardy Uniqua med "Horseshoe latch", Ivori håndtag, glat messing fod etcetera tidsfæster dette dejlige gamle hjul tik årene omkring ww1.

Hvad er da den rigtige pris?
Hvis man skulle finde en kasse med gamle fiskegrejer (eller frimærker) på et loft eller lignende og vil realisere samme eller bare kende værdien sådan cirka. Eller den anden vej rundt – du kunne måske tænke dig et klassisk fluehjul, og du ønsker ikke at "forære" en eller anden platugle en formue for det, hvordan gør man så?
Dette er et helt relevant spørgsmål, og det fortjener at blive besvaret enkelt. Og det enkle svar er: Spørg flere uafhængige – hver gang!
Rent praktisk, hvis nogen spurgte mig eller en anden samler om værdien på noget konkret, så kunne det være, at det var noget, vi slet ikke interesserede os for og dermed ingen større føling havde med. Heller ikke for prisudvikling. Eller modsat ved noget om det, vi excellerede meget i. Om det er bøger på nynorsk om medefiskeri, klassiske engelske fluehjul eller japanske fangstkroge fra halvfjerdserne, etcetera.
Begge dele ville formodentligt påvirke vores vurdering af prisen. Disse præferenceforskelle kan nemt betyde en forskel på måske 25 % i den ene eller anden retning, implicit 50 %. Denne problemstilling kan man vel kalde for en "interesse-/kompetenceproblematik", og det vil være gennemgående inden for næsten alle de bredere samlerområder, at ingen kan have det totale overblik alene, samt at ens vurderinger også er et produkt af egne præferencer.
Uanset om du er køber eller sælger, og uanset hvor "prominent" din modpart er, så snyd ikke dig selv. TJEK PRISEN HOS FLERE UAFHÆNGIGE personer, før du handler. ALTID!
Uanset hvor tillidsvækkende denne sælger eller køber virker, uanset hvilke tillidsposter, han har bestredet, og uanset hvor larmende karismatisk, han fører sig frem, så sælg eller køb ALDRIG uden at have krydstjekket priser. Kontakt flere hver gang og tjek priserne. Er du det mindste i tvivl, så smid det ud på en længerevarende internetauktion og lad et gennemsigtigt marked sikre dig, at du får dette øjebliks markedspris.
Vi er alle blevet småfuppet før, og det er en følelse, de færreste nyder, så saboter platuglerne og tjek priserne.
Det er derfor en ubetinget positiv side af, at samleriet har fået flere år på bagen, og at priserne er blevet mere gennemsigtige. Man kan selv sikre sig ved almindelig forsigtighed, at man enten giver eller får den rigtige pris for grejet.