Eksperimenter med spinner skeer

 

spinner-blade

 

Det er pænt imponerende hvad man kan lære af at skifte skeer / blade på samme spinner, noget virker andet virker bestemt ikke. Her har jeg brugt udskiftningsophængene fra, jeg tror det er Refleks spinnere m. udskiftelige skeer, det kunne også være Myrans model, ligemeget de er testet med en bred vifte af forskellige almindelige skeer. Refleks, Sonette, Jensen Insekt, Mepps Long, Bretton, Myran, Droppen, Jet, Mepps Aglia, etcetera. Disse her blev testet på to kroppe, traditionel Refleks krop også en meget tæt på Droppen krop.

Et af de overraskende resultater (som jeg kan huske) var at Droppen-kroppen ikke fungerede med de to pile-formede skeer. Begge gik fint på Refleks-kroppen.

Hvis jeg havde haft en ABU Hulu-spinner ske, vil jeg formode at samme tendens ville være endnu mere udtalt. Det er som om at de brede skeer ikke alene giver en større vinkel på kroppen, en langsommere rotation men også stiller større krav til at skeen kan "slippe" af med vandet.

En anden gennemgående problemstilling er omkring ske ophængets overgang til krop. Her stilles ofte krav om en lidt længere eller "blidere" overgang. At det har betydning kan man se på forskellene på dette "mellemmateriale" fra eksempelvis en Mepps 0 og en Mepps 1 eller 2 - og findes der et gennemarbejdet spinner produkt, så må vi nok give titlen til netop Mepps Aglia og Comet.

Denne lille æske har været i brug igennem de sidste tredive år, med forskellige kroppe etcetera etcetera. At den så også kan få lov at ligge ubrugt i et par år af gangen betyder intet. Bliver man nysgerrig eller i tvivl, kan den findes frem.