Hybridfiskeri – sjovt, men problematisk

Kreativitet inden for fiskeriet? Ja, sådan plejer man jo da at se det. Folk binder deres fluer, laver deres net og stænger, støber deres blink og laver blink og spinnere selv.
Men hvordan står det til i selve udøvelsen af fiskeriet? Hvor kreative kontra rigide er vi der? I hvor høj grad effektuerer vi bare de fiskemæssige forventninger og dogmer, der er til os i det Petri-broderlige fællesskab, eller agerer vi uden for "boksen", i fiskemæssig fri tænkning eller kreativ udfoldelse?

Det er oplagt, at det kan være problematisk for den enkelte at stille spørgsmålstegn ved en "gruppes" måde at gøre tingene på. Alene af den grund at det er problematisk både at være en del af en gruppe og så marginalisere sig ved at skubbe eller bryde de velkendte normer for adfærden. Konsekvenserne af disse normbrud afhænger altid af, hvor vigtig normen er for gruppen, hvem det er der bryder normen og hvor meget den bliver brudt.
Gud ske lov er der også et vist "nytænknings-image" inden for fiskeriet, der åbner visse muligheder for kreativ bevægelsesfrihed for den enkelte.

Det, jeg skriver specifikt om her, er hybridfiskeriet eller overlapningsfiskeriet, hvor man ud fra det ene kriterium at optimere øjeblikkets fiskeri træder over grænserne mellem forskellige former for næsten konstitutionelt afgrænset fiskeri.
Jeg oplever en gang imellem reaktionerne på disse "normbrud" og det næsten lige overraskende, men samtidigt også næsten ligegyldige, fordi de med tiden bliver lidt mere forudsigelige.

For mit eget vedkommende har det eksempelvis været, at jeg på kysten gik med en lille flydende dybdykker eller en alm. 4 grams spinner på Buldo flåd eller bombarda. Andre fiskeres reaktion var chokerende og indeholdt sågar ukvemsord.
Det har været ved Kongeåen i en "frokostpause", hvor jeg snakkede fordele ved en dobbelt taperet flydende line med en forbifiskende juniorfluefisker. Da han får øje på min spinnestang i græsset, kasserer han det hele og betragter mig med en nedladende mine, medens han vender ryggen til og går.
Det har også været andres reaktion på en fortælling fra en kort nattur til åen oppe på Hessellund Camping, hvor jeg greb den forkerte boks og kom til åen med en #6-stang og kun en æske små woblere for senere at finde en enkelt flue med en tjavs line. Denne bandt jeg i den bagerste trekrog og fangede havørred på riggen. Specielt ved dette "flue – wobler – flue"-fiskeri fik jeg fik øjnene op for, hvor meget bevægelse en velvalgt wobler kan give en flue. Dette hæver næsten alle øjenbryn over på trods af, at andre generelt anerkender ens alternative tankegang i al almindelighed.

Det sjove er i denne forbindelse er at se forskellene på reaktionerne afhængig af, hvilke fiskemæssige præferencer folk vedkender sig. Om det er rendyrkede F.M.Halford'ianere, der ikke kan få det klassisk og "stiff upper lip" nok, eller det er teenagere ved en P&T-sø.
De første tager i formodet "selvpreservation" kraftig afstand fra dette suspekte og underlødige angreb på deres overskuelige og selvbekræftende verdensbillede. De sidste kikker langt mere fordomsfrit på, hvad man kan kalde et øjeblikkets "cost-benefit"-analyse – kan jeg bruge dette til mit fiskeri i dag eller ej?

Der er for mig ingen tvivl om, hvem der rammer fiskeriets ånd bedst. Dem, der afstumper og afskærer eller dem, der favner. Personligt vil jeg ikke afskrive mig muligheden for hverken det ene eller det andet.

Fører lysten mig til en gang "All Hardy" "Halfordiansk" klassisk opstrøms nymfefiskeri med stift håndled og lodret stangføring, så gør jeg det, fører lysten til et socialt ølfiskeri i den lokale P&T-sø, så er det det. Altså en klar distinktion mellem lystens fiskeri og så de psykologiske risicis fiskeri.

Tjah, alle ved jo hvad spinflue er!

Men hvad med fluespin, fluewobler eller flueorm for den sags skyld – hvad er det for noget?
Tjoh, fluespin er ikke nogen ny foreteelse, og mange kan givet huske eksempelvis de små perlemorspinnere med en lille fjeder på kroppen, så fluen i enden kunne skiftes. Disse var oprindeligt udtænkt som fluespinnere til fluestangen og ikke som "nipse-spinnere" til yderliggående microfiskere.

Hvad angår woblerne, så findes der en rimelig række små woblere med lav vægt, eksempelvis Rapalas små tre centimeters flydende originaler. Disse er ganske anvendelige på en almindelig #7 stang. Disse er dog volumenmæssige giganter i forhold til de hjemmelavede woblere, jeg selv ofte bruger på fluestangen. Det afgørende er for mig ikke teknikkernes tilhørsforhold, men om det er noget, der kan gøre turen bedre eller ej.

Reaktioner fra andre fiskere er dog vidt forskellige. Fx stod jeg for et par år siden en formiddag i forsommeren og genudsatte en regnbueørred på et klubstykke i det midtjyske. Jeg havde gået med opstrøms tørflue på min T&T #2 i denne mindre og pragtfuldt snoede jyske hedeå. Lige på dette sted havde jeg lagt fluen op i den del af et stort svings bagvand, hvor der i den ene side var en betydelig modstrøm.
Mine tørfluer havde ikke kunnet lokke noget op, og et par forsøg med nymfer og små streamere var også endt resultatløst, primært fordi de blev presset op i overfladen af strømmen.
Nu kunne jeg jo selvfølgelig havde skiftet til en synkeline (hvis jeg havde ejet en) eller bare droppet fiskeriet i den del af bagvandet. I stedet hev jeg en lille "nødhjælps"-æske op af en inderlomme, indeholdende en fire-fem spinnere på op til 0,5 gram samt en lille håndfuld hjemmelavede microlette woblere med knap samme vægt.
Valget faldt på en microspinner med en rød "paillet" som ske og en trekrog str. 14 eller 16. Kastet er klart nok mindre graciøst end med en tørflue, men hvad pokker. Spinneren får tid til at synke passende, mending opstrøms for at give den lidt ekstra tid, så startes den med et lille ryk. Den arbejder sig lidt op i vandet.
Jeg lægger det næste kast lidt mere yderligt, hvor strømmens effekt er mindre påtrængende, og nu "funker" det. Spinneren holder sig i den rette dybde et par sekunder og lige lang tid nok til, at en pæn, lys skygge kan løsrive sig fra bunden og knalde på.
Lidt efter står jeg så med fisken nede i vandet og lister krogen ud, da en anden fisker, som jeg ikke havde set før, siger: -Nå, hvad tog den?
Jeg svarer: En lille rød spinner, og han siger: -Du går sgu da med flue!
-Ja, siger jeg, kald det bare "fluespin".
Han ser spinneren og siger: -Det var s-----! Hvorfor? - Tjah.

Eller en smilende jyde ved Karup Å, som gik med en #7 eller 8-stang og flydeline sammen med en klase orm. Kastet foregik ved at holde klasen fast i hånden, til linen var langt nok ude, så slap han ormen, som sejlede igennem luften til det foruddestinerede sted.

Affiskningen foregik som et "dead drift", hvor han holdt øje med linebuen. Nøkkede det, gav han tilslag. Nøkkede det ikke, lirkede han klasen fri. Da jeg spurgte til fiskeriet, var hans kommentar, at det var effektivt, fighten var sjovere, og så kunne han jo sige, at den var fanget på fluegrej.

Æstetikken?
At denne slags moderate tosserier kan forårsage hævede øjenbryn kommer vel ikke bag på nogen. Som en medfisker udtalte ved Karup Å for et par år siden: -Det er sgu da uetisk at fiske med en wobler på en fluestang og sgu sågar med et klassisk Hardy fluehjul!
Så kikkede jeg på hans monsterstore rørflue, femten centimeter lang på metalrør med "Travolta-skive" (actiondisc) og et par plastpropeller på forfanget med firedobbelt vægt! Han fulgte retningen af mit blik og fornemmede måske den slet skjulte sarkasme, da han skyndte sig at svare, at det var noget fuldstændigt andet, fordi det var en flue! - Ja, det er jo da helt klart, ikke ?

Her ved Tweed oplever man såvel det næsten perfekte "Spey-cast", side om side med al verdens andre varianter af fluekast.

Fluekastet
Dette krimskrams kan som hovedregel kastes på to måder. I de her størrelser kan de nemt kastes almindeligt forsigtigt, men det kan godt lade sig gøre. Den anden måde er som tidligere omtalt med agnen i hånden, hvor du står og kaster linebuen, indtil du vurderer, at længden passer. Så slipper du agnen fra den hule hånd i begyndelsen af fremkastet. Agnen bliver så stille og roligt løftet ud af hånden, og energien i linen gør resten.
Plasket i nedfaldet afhænger suverænt af vægten og overfladen på agnen, men det kan da høres. Dette kast kan bedst bruges, hvis der er tale om en lidt højere vægt, da man undgår ryk i kastet og en agn, der bliver slået af.
Metoden er ingen superløsning, alene fordi grejet ikke er designet til at kaste med disse agn og på denne måde. Resultatmæssigt forholder det sig anderledes. Netop det, at man anvender disse metoder i stedet for det traditionelle, afspejler den indsigt, der giver fast fisk.

Et blik ned af Tweed mod St. Boswell, her kan man under sommerfiskeri opleve at en fisker med en #2 stang efter stalling eller bækørred, står ved siden af en med #12 efter havørred.

Så med en afsluttende tanke til Anja Andersens legendarisk berømte "Jantelovs"-T-shirt, så gå ud og hyg jer, med et spændende fiskeri, tilpasset dagen, lysten og humøret.
Knæk & bræk!